Større end nogensinde: Odense Studie Regatta flytter lokation i år
Odense Studie Regatta har udviklet sig til at være et af årets helt store højdepunkter for studerende i Odense. I år kommer det hele til at foregå den 25. maj fra kl. 12.
Som noget nyt er det flyttet til Odense Havn, og interessen for årets event er større end nogensinde.
“Det første år var vi omkring 1200 studerende samlet og sidste år kom der 1400. I år er der over 2000 mennesker, der har vist interesse, så det bliver bare større og større, ” fortæller Anru Narenthirarajah, PR-ansvarlig til MigogOdense.
Dysten om Den Gyldne Fustage
Regattaen går kort sagt ud på en dag med fokus på Fælles Fredagsbar, lækker mad og ikke mindst dysten om Den Gyldne Fustage, som er noget man bare ikke må gå glip af.
Det bliver en dyst, hvor man dyster i at bunde Albani, sejle i kano og gennemføre en udfordring på land.
“Det bliver en skøn forening af sejlads og Albani øl. På hvert hold er der 4 personer og hvert hold skal have en 5. person med, der er coach og står for den overordnede strategi,” fortæller PR-ansvarlig Martin Rask Johansen og fortsætter:
“Man behøver ikke være fra samme studie, så vi håber, at folk finder sammen på tværs af studierne.”
Der er både præmier til bedste coach og mest gennemførste holdudklædning, så det er bare med et finde den indre kamphane frem. Du kan tilmelde dit hold lige her.
Odenses største studiefest
Udover den sjove kamp om Den Gyldne Fustage, går dagen også i høj grad ud på at hygge sig på tværs af studierne.
“Den her periode på året er ofte en noget stressende tid for os studerende, så vi håber det bliver et tiltrængt afbræk fra pensum og lange dage på læsesalene,” forklarer Anru Narenthirarajah og afslutter:
“Vi kan kun opfordre folk til at dukke op. Det er en oplagt mulighed for at hygge hygge sig med sine studiekammerater og holde et brag af en fest! Vi har DJ’s hele dagen, underholdning, konkurrencer og et rigtig fedt afterparty”
Du kan læse meget mere her.