Anmeldelse af Mash i Odense: Byen fortjener den her kvalitet på kød

Mads Schytte er en del af gastromand.dk som er blandt Danmarks største madblogs. Gastromand er medejere af MigogOdense

Mash er en forkortelse for Modern American Steak House, og er efterhånden ved at vinde stort indpas i Danmark.

København har intet mindre end fem, hvis vi tæller det hele med inklusiv lufthavnen. Aarhus har en, og Odense-restauranten fylder i november et år.

Det er lidt bevidst, at vi har ventet noget tid med at besøge Mash fra Gastromand. Primært fordi vi nok godt ved, at konceptet holder, deres kød er velhængt, bearnaisen er tyk og deres Pinot Noir er kølige.

Jeg har selv besøgt flere i København og Aarhus, og navnlig deres Penthouse på Tivolihotellet er lækker – mest grundet udsigten over Vesterbro og København K.

Konceptet er enkelt og lækkert

Hvis du endnu ikke kender konceptet, så er det ret enkelt. Bøfferne er i højsædet, og spørgsmålet er ikke blot, hvilken udskæring. Det er også fra hvilket land, og om det skal være dryaged.

Til bøffen vælger du sides, og så naturligvis masser af Pinot Noir eller andet, hvis du ikke er til den slags.

Deres forretter varierer kun en lille smule, og flere af dem går igen som fx deres Mac N Cheese, Foie Gras og Charcuteri.

Deres kød er krogmodnet og yderst delikat, faktisk vil jeg næsten vove den påstand, at det er svært at få et stykke kød, som du ikke er tilfreds med.

Priserne varierer fra ca. 200 kr. for en ”flat iron steak” på 200 gram fra Ungarn til 350 kr. for 50 gram kobekød fra Japan – herimellem finder du så fx en 400 gram Ribeye fra USA til 460 kr. eller en dansk Primefilet på 200 gram tli 265 kr.

Altså er der noget for en hver smag.

Kan ikke fjerne øjnene fra Foie Gras

Vi ankommer til gågaden i Odense tæt ved Rådhuset, hvor Mash meget passende har placeret sig lige op af Hereford Beefstouw.

Vi bliver taget godt imod af restaurantchefen Per, som er meget oplagt og stolt fortæller om konceptet.

Jeg er sulten efter en arbejdsdag i Odense og naturligvis en lille køretur og har svært ved at fjerne øjnene fra Foie Gras’en – og ja det er noget rod i forhold til dyrevelfærden, men det smager altså forbandet godt – jeg benægter det ikke.

Min medspiser er mere til den spanske side, så hun hopper på nogle ”dryaged” croquettes – hertil et par glas hvidvin.

Kort efter kommer der brød på bordet, og vores retter lander. Det er perfekt stegt og smager fantastisk – der er rababer til den fede ret, som er anrettet på ristet brød med lidt syrlig salat til. Præcis som det skal være og med god balance.

Der er fem-seks croquettes, som er friteret med noget langtidsstegt okse kød, der bliver serveret med parmesan og noget tomatsalsa – en god starter og med ret god value for money.

Vi får en fed chardonnay til fra Argentina, som jeg faktisk genkender er fra Philipson Wine – deres Catana – en ganske god vin, som er meget fyldig og står godt til croquetterne.

Kød fra Uruguay og USA

Nu fik jeg selv valget og kunne have taget en anden, men som gentleman må man tænke på kvinden, så jeg valgte den, som passede bedst til hendes ret (blink-blink).

Min medspiser kan ikke indtage helt så store mængder mad som mig, så hun går efter en Ribeye fra Uruguay på 300 gram, hvor jeg napper en på 400 gram fra USA.

Vores gode vært forslår her, at vi laver en lille kød-smagning, hvor han skærer dem ud ved bordet og lægger dem på et fælles fad så vi kan smage forskellen – den er vi sgu med på!

Imens vi venter, beder jeg om et par glas Pinot Noir, som vi får serveret kort efter. Den er kraftigere end de europæiske udgaver da den har fået mere varme.

Forskel på bøfferne er stor

Så er der kødfest, og der skæres ud ved bordet. Det ser lækkert ud, og forskellen på bøfferne er faktisk stor, når man ser dem sammen.

Ribeye’en fra Uruguay er mere tæt i kødet end den fra USA – begge smager dog fortræffeligt!

Om det er prisen, som forfører mig til at sige, at jeg nok er mest til den amerikanske ved jeg ikke helt, men jeg fandt den lidt bedre.

Bearnaisen og fritterne er, som altid perfekte, saucen er fed og cremet og fritterne sprøde – jeg har valgt chili-fritter blot for at variere bare lidt.

De fungerer også til både vin og bøf. Der bliver på trods af mængden af kød på 700 gram spist op, og selv alt bearnaisen er væk.

Jeg er mæt og tilfreds, og er lidt træt af, at der vitterligt ikke er plads til dessert. I stedet nyder vi vores kaffen uden for og observerer forbigående odenseanere.

Flere er henne og se på menuen, men ser lettere opgivende ud, nogle ryster endda på hovedet.

Jeg tænker lidt ved mig selv, at det nok skyldes, at mange restaurantbesøgende ikke er vant til at se priser på bøffer på flere hundrede kroner alene.

På Gastromand er vi ikke bange for at gå forrest for at ændre på den opfattelse. Kvalitet koster, og et godt stykke kød fra et dyr, der har haft det godt og fået økologisk foder, hører i denne kategori.

Så hellere spise færre gange og få en garanteret god kvalitetsoplevelse fra Mash.