Det hedder flest i Danmark: Anne og Peter topper navnelisterne
Er du voksen i Danmark, så kender du helt sikkert en Anne eller Peter.
Ja, måske hedder du det endda selv.
Lige nu er de to landets mest udbredte navne. Det viser en ny analyse fra Danmarks Statistik.
Kirsten og Mette følger trop
Anne er det fornavn, som flest kvinder har som første fornavn.
I starten af januar 2021 drejede det sig om 44.872 personer. På de følgende fire pladser i top-5 kommer Kirsten, Mette, Hanne og Helle.
Aldersfordelingen for de fem øverst placerede kvindenavne er meget forskellig. Gennemsnitsalderen for personer med Anne som første fornavn er 51 år, for Kirsten er det 69 år, for Mette 44 år, for Hanne 64 år og for Helle 55 år.
Michael og Jens er udbredte blandt mænd
Blandt mænd er Peter det fornavn, som flest har som første fornavn. I starten af januar 2021 drejede det sig om 47.665 personer.
På de følgende fire pladser i top-5 kommer Michael, Jens, Lars og Thomas.
Aldersfordelingen for de fem øverst placerede mandenavne er mere ens end blandt top-5 for kvinderne.
Gennemsnitsalderen for personer med Peter som første fornavn er 51 år, for Michael er det 47 år, for Jens 58 år, for Lars 53 år og for Thomas 41 år.
I den samlede befolkning i starten af januar 2021 var Peter det mest anvendte fornavn til mænd. Anne var topscorer hos kvinderne.
Deler man befolkningen op i 10-års aldersgrupper, så er hverken Peter eller Anne topscorer i nogen af grupperne.
For de 1-9-årige var William og Emma de mest anvendte fornavne.
Sen-efternavne er mest udbredt
I den anden ende af aldersskalaen er Jørgen i top i både aldersgrupperne 70-79 år og 80-89 år. For kvinderne er Kirsten i top blandt både de 70-79-årige og 80-89-årige.
Kirsten Nielsen indtager førstepladsen for almindeligste fulde navn med 657 personer. På anden- og tredjepladsen kommer hhv. Kirsten Jensen og Henrik Nielsen, som hhv. 655 og 609 hedder.
Ser man kun på første fornavn og efternavn, dvs. at personen også kan have et eller flere mellemnavne, er den mest almindelige navnekombination Jens Jensen for mænd, som 3.086 hedder, og Kirsten Jensen for kvinder, som 2.090 hedder.