Borgmesteren byder velkommen: Positivt, at endnu et medie vil fortælle Odenses gode historier
Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, har allerede noteret sig, at der er kommet et nyt medie til byen, og han byder MigogOdense velkommen til Odense.
Den socialdemokratiske borgmester, der oprindeligt kommer fra Skjern, men flyttede til Odense i 1996 for at læse historie på Syddansk Universitet, glæder sig over, at der med MigogOdense er kommet endnu en facet i det odenseanske mediebillede.
“Det er positivt, at endnu et medie har lyst til at fortælle om Odense, og med den rivende udvikling, som vores by er inde i, vil der være masser af gode historier at fortælle for MigogOdense,” siger Peter Rahbæk Juel.
Odenses borgmester blev i april 2016 valgt som Socialdemokratiets borgmesterkandidat. Han overtog imidlertidig allerede byens borgmesterkæde 1. januar 2017, da daværende borgmester, socialdemokraten Anker Boye, besluttede ikke at genopstille til Odense Byråd efter sammenlagt 19 år som Odenses borgmester.
Der er i øvrigt kommunalvalg tirsdag 21. november 2017.