Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Byggeri godkendt: Ny skole opføres på Odense Havn

Af Christina Frederiksen

Tietgenskolen har længe ønsket at kunne opføre en ny skole, der  lever op til fremtidens krav.

Torsdag 9. juni blev det såkaldte aktstykke til denne nye skole behandlet og godkendt i Finansudvalget på Christiansborg.

Dermed er sidste formalia gennemført, og fremtidens handelsskole på Odense Havn kan begynde sin opførelse til efteråret i 2022.

Byggeriet opføres på sydsiden af Toldbodgade fra krydset ved Gammelsø og til Lerchesgade.

Økonomisk bæredygtig skole

Det var en glad direktør for Tietgenskolen Annette Vilhelmsen, som modtog udvalgets afgørelse torsdag.

”Byggeprojektet har været længe undervejs, og vi glæder os over, at vi i 2024 kan slå dørene op til et moderne uddannelseshus, der vil forme fremtidens handels-, detail-, event – og kontorfolk.

Jeg ser frem til samarbejdet med vindende entreprenør C.C. Contractor, som sammen med Arkitektfirmaet Kjaer & Richter, SWECO og DETBLÅ forestår opførelsen.

Og stor tak til de mange parter, som har hjulpet os hertil – arkitekt Jesper Thyge Brøgger og OBH-Gruppen, som har været rådgivere hele vejen i projektet”, fortæller direktøren.

Formand for Tietgenskolens bestyrelse Søren Jan Nielsen glæder sig på flere fronter til, at byggeriet står færdigt.

”Bestyrelsen ser frem til, at Tietgen kan tilbyde uddannelser i moderne og lækre faciliteter på havnen fremover.

Ikke kun for at sikre bedre undervisning og trivsel blandt eleverne, men også fordi vi har haft et ønske om at være økonomisk ansvarlige.

Kort sagt at få mest og bedst uddannelse for pengene. Samtidig vil vi leve op til høje bæredygtighedsstandarder.

Vi opnår en ikke uvæsentlig samlet besparelse ved at flytte fra lejede til egne bygninger”, fortæller Søren Jan Nielsen.

Et ny Nørrebroplanen

Borgmester i Odense Peter Rahbæk Juel (S) hilser investeringen i området velkommen.

”Siden byrådets vedtagelse af Nørrebroplanen i 2019 har vi arbejdet på at udvide bymidten og skabe en ny bydel – et nyt Nørrebro – der knytter bymæssige funktioner sammen med den rivende udvikling på Odense Havn.

Byggeriet af en ny Tietgenskole er et væsentligt led i at realisere Nørrebroplanen; handel på tværs af hænder og landegrænser binder verden sammen, og en moderne skole med handel i centrum er med til at styrke Odense som uddannelsesby og det nye Nørrebro, med den grønne kile fra Åløkkeskoven til Kongens Have, som den smeltedigel af fællesskaber, forretninger og fritidsaktiviteter, vi i byrådet har drømt om”, siger borgmesteren.

Byggeriet står færdigt til et nyt hold elever i august 2024 og bliver på lidt over 8000 m2.

Skolen vil indeholde uddannelsestilbud inden for erhvervsuddannelser på kontor, handel, detail og eventområdet. Herunder også områder til elevpladscenter, 10. klasse, videnscenteret CIU, administration, FVU, ordblindetilbud m.m.

Det første spadestik bliver taget i oktober 2022.

Del artikel

Andre læser også