Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Chili-Klaus præsenterer helt ny øl i Odense: Kom med til helt unikt ølshow

Af Kasper Junge Wester
(Foto: bifald.dk)
(Foto: bifald.dk)

Der er garanti for ømme lattermuskler, når multitalentet Eddie Szweda, som ejer Midtfyns Bryghus, i morgen inviterer til sit unikke ølshow.

Det er en blanding af klassisk ølsmagning og stand-up.

Det er andet år i træk, at den muntre amerikaner står for underholdningen til showet, der var en stor succes, da det så dagens lys sidste år.

I år foregår det hele i cirkusteltet, der netop nu er slået op på parkeringspladsen ved Rosengårdcentret, og som til daglig huser de akrobatiske børn i Flying Superkids.

Man kan smage på seks forskellige øl

Efter Eddies Ølshow er det nok de færreste, der skal forsøge at gøre akrobaterne kunsten efter.

Der vil undervejs i showet være smagning af seks forskellige øl fra Midtfyns Bryghus, der vil blive serveret for gæsterne på cirkustribunerne. Der udleveres smagsglas til ølsmagningen, og derudover vil der være mulighed for at købe fadøl i teltet.

Men hvordan kommer man i det hele taget på at kombinere en ølsmagning med et stand-up-show?

”Hvert år holder jeg mellem 110 og 170 ølsmagninger. Man går kold, hvis det er det samme hele tiden med så mange ølsmagninger,” forklarer Eddie Szweda.

American Dream findes også i Danmark

Der er dog et budskab med de mange jokes, og Eddie vil mere end bare at underholde.

Hovedpersonen Eddie

Faktisk har han noget på hjerte, for som amerikaner i Danmark lærer man at sætte pris på nogle ting, som vi danskere selv kan finde på at tage for givet.

”I er så privilegerede at bo i Danmark, og det vil jeg gerne vise jer. The American Dream findes i Danmark. Danskerne skal sætte pris på deres hjemland. Derfor kalder jeg også mit show for kulturel stand-up comedy – jeg deler mine observationer på livets vej i Danmark.”

Special guest og verdenspremiere på ny øl

Udover Eddies egne fortællinger får de heldige billetindehavere fornøjelsen af at hilse på en ’special guest’ i skikkelse af Chili Klaus, der på aftenen vil præsentere sin helt nye øl, der er brygget i samarbejde med Midtfyns Bryghus og endnu ikke har ramt butikshylderne.

Der er således lagt i ovnen til et brag af et arrangement, hvor både smagsløgene og lattermusklerne bliver stimuleret. Eddie forsikrer, at der stadig er billetter og slutter af med et godt råd:

”Det anbefales, at man bliver droppet af og afhentet igen, for man bliver lidt fuld til sidst.”

Læs mere om Eddies Ølshow og find billetter her.

Del artikel

Andre læser også