Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Populært i København: Nu åbner Cinemateket også i Odense

Af Michael Qureshi

Fra årsskiftet åbner event- og arthousebiografen Cinemateket i København to nye filialer, der byder på ugentlige filmevents og visninger af filmhistoriske værker og sjældne perler.

I januar 2019 etableres en filial af Cinemateket i henholdsvis Café Biografen i Odense og Biffen i Aalborg. Hver tirsdag vil biograferne stille sale til rådighed for cinemateksvisninger, som vil vise et repræsentativt udsnit af Cinematekets program i København.

Ikke mindst i form af særarrangementer, hvor filmenes kulturelle betydning forstærkes af eksempelvis introduktioner via eksempelvis foredrag, debatter, musik, mad og drikke eller besøg af skuespillere og instruktører.

Er også blevet en succes i Århus

Initiativet hviler på et allerede afprøvet koncept. Siden nytår har Cinemateket samarbejdet med Aarhus-biografen Øst for Paradis, til glæde for mange århusianere, der har lagt vejen forbi til events og filmvisninger.

Erfaringerne er gode:

”Samarbejdet i Aarhus har været succesfuldt. Øst for Paradis – og frem for alt århusianerne – har taget godt imod det nye tilbud, og det giver os mod på at søsætte endnu flere filialer, som supplement til Cinemateket i København”, udtaler vicedirektør i Det Danske Filminstitut, Jakob Buhl Vestergaard.

Nu får Odense stor glæde af konceptet

Ligesom Øst for Paradis er Café Biografen stærk inden for arthouse-filmgenren, og det giver et godt match mellem biografernes kernepublikum og Cinematekets program.

Café Biografens leder Ole Nielsen siger:

”Cinemateket i København er eksponent for kvalitetsfilm og interessante filmevents og vi glæder os over, at Cinematekets spændende program, med den nye filial i Café Biografen, nu kommer odenseanerne til gode på ugentlig basis”.

Filialerne forventes åbnet ved et unikt filmevent tirsdag den 8. januar (Aalborg) og 22. januar (Odense).

FAKTA OM CINEMATEKET

Det Danske Filminstituts biograf har siden 1941 formidlet film og filmkultur – først som Filmmuseet, og siden 1997 som Cinemateket.

Over 1.100 filmhistorisk signifikante værker og sjældne perler finder hvert år vej til Cinematekets tre lærreder – en stadigt større del af dem med formidling, der sætter dem i filmhistorisk eller samtidsmæssig kontekst.

Cinematekets besøgstal er steget 30 % de seneste tre år, og biografen havde i 2017 136.000 besøgende.

FAKTA OM CAFÉ BIOGRAFEN

Café Biografen er en arthousebiograf, der ligger i bygningskomplekset Brandts Klædefabrik i centrum af Odense. Biografen blev etableret i juli 1983 og består af tre sale og en velbesøgt café.

Del artikel

Andre læser også