Så er der cirkus: Arena indtager Odense
Cirkus Arenas forestilling sidste år var en stor succes.
Nu er værterne Bubber og Julie Berthelsen tilbage i manegen med et nyt hold af fænomenale cirkusartister.
Forestillingen spiller i Odense fra 14. til 16. april.
Titlen på årets forestilling er “Cirkus ifølge Bubber og Julie 3” hvor Cirkus Arena atter hæver niveauet for cirkusartisteri i Danmark.
I forestillingen vil du opleve numre i en liga, der aldrig før er set i Danmark, smukke heste og duften af savsmuld – dét er rigtig cirkus.
Bubber fortæller om årets forestilling:
“Til årets forestilling har vi castet artister med de vildeste talenter, der hører til i en rigtig cirkusforestilling, samtidig med at vi har hævet sværhedsgraden.
Det bliver rigtig vildt i Odense i år. Det bliver farligt og nervepirrende, og jeg er glad for, at jeg igen skal stå i manegen sammen med Julie. I Julie har jeg fundet den helt ideelle medvært”.
Artistnumre i helt ny liga
Årets show bringer artistnumre til Danmark i en helt ny liga.
For første gang kommer publikum til at opleve den talentfulde trup Los Ortiz, der balancerer på hinandens skuldre som en 7-mands pyramide i en nervepirrende linedans højt oppe under teltets kuppel. Det er aldrig før set i Danmark.
Det går også vildt for sig, når knivkaster-parret The Jasters indtager manegen med kasteskyts og armbrøst.
Knive og pile flyver tværs gennem luften, og med den allerstørste præcision lander de få millimeter fra parrets kroppe.
Et andet af cirkusverdenens stærkeste par, Duo Costache, har siden 2019 øvet på et nyt og farefuldt nummer.
Vita Costache kører en motorcykel, mens Leo Costache bærer Vita og motorcyklen i et reb – alene med sine tænder.
De balancerende Los Ortiz skal også udføre det imponerende artistnummer ‘dødshjulet’, hvor artisterne løber og sjipper både indeni og udenpå to store roterende hjul. Der er ikke plads til fejltrin. Glæd dig også til at opleve poetisk luftakrobatik, betagende jonglørkunst, morsomme klovnerier, trylleri i verdensklasse, samt Julie Berthelsens vidunderlige sangstemme.
“Jeg ser enormt meget frem til årets forestilling i Odense!
Showet er selvfølgelig helt nyt i år, og jeg er imponeret over, hvad artisterne kan præstere.
Hvordan de hele tiden gør deres numre endnu vildere.
Bubber og jeg kæder alle numrene sammen, og vi prøver at gøre det både børne- og voksen-venligt med vores humor og budskaber.
Mest af alt sørger vi for at alle, store som små, føler sig velkomne og vigtige. For det er de! Uden publikum intet cirkus,” siger Julie Berthelsen.
Cirkus Arena opfører årets cirkusforestilling i Odense 14. april kl. 17, 15. april kl. 12 og 15.30 samt 16. april kl. 12 og 15.30.
Billetsalget er begyndt på www.arena.dk.