Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter 33 år: Mindevæggen i Odense får tre nye navne

Af Emil Kjær Jørgensen

35 fremtrædende Odense-borgere har allerede en plads på Rådhusets mindevæg, og nu udvides den med endnu tre stærke personligheder.

Det er 33 år siden, der sidst kom nye navne på mindevæggen på Odense Rådhus. Men nu skal den opgraderes med en kvinderetsforkæmper, en fremtrædende modstandskvinde og verdens første kvindelige protestantiske præst.

Frida Schmidt, Petra Petersen og Edith Brenneche Petersen kæmpede på hver sin måde for kvindernes sag, og at de nu æres med en mindetavle, sender et stærkt signal, mener borgmester Peter Rahbæk Juel.

“Mindevæggen er en plads til at hylde nogle af byens største personligheder, og jeg har glædet mig til at udvide den med tre stærke kvinder. Frida Schmidt, Petra Petersen og Edith Brenneche Petersen har hver især udvist et helt særligt mod og turdet gå forrest – også i en tid, der var langt mindre tolerant end i dag,” siger borgmester Peter Rahbæk Juel og fortsætter:

“Deres fortællinger er unikke hver for sig, men afspejler samtidig en bestemt periode i Odenses nyere udvikling. På den måde er mindevæggen også en måde at gengive byens historie på, så vi styrker fortællingen om vores by gennem de lokale helte, vi hylder.”

Kæmpe for kvinders rettigheder

Frida Schmidt, der levede fra 1849 til 1934, kæmpede for kvinders stemmeret og uddannelse og imod prostitution.

Petra Petersen (1901-1989) fulgte i hendes spor og satte svangerskabslovgivningen på dagsorden, da hun som den første fynske kvinde fik en plads i folketinget – ligesom hun også var medlem af byrådet og en aktiv modstandskvinde som formand for frihedsrådets lokalkomité i Odense.

Den sidste kvinde, der får en mindeplade denne gang, er Edit Brenneche Petersen (1896-1973), der blev den første kvindelige protestantiske præst i verden og også den første kvinde i den almindelige danske folkekirke.

Balance i forbillederne

At det netop er de tre, der fremhæves denne gang – 33 år efter, der sidst kom nye navne til – er der en særlig grund til, fortæller stadsarkivar ved Stadsarkivet, Johnny Wøllekær:

“De tre kvinder repræsenter hver især nogle skelsættende skred. Fx Edith Brenneche Petersen, der om nogen var en frontløber. Da hun og to andre kvinder blev præsteviet i Odense i 1948 – efter en masse modstand – var det en verdensbegivenhed. Og i dag er der pudsigt nok flere kvindelige præster end mandlige. Så de er gået forrest og har taget nogle kampe, der har været med til at forme vores samfund,” siger Johnny Wøllekær.

Udvidelsen sker på baggrund af en initiativretssag fra bl.a. Radikale Venstre med opbakning fra Økonomiudvalget. Her var ønsket både flere navne på væggen og også fokus på en mere lige kønsfordeling. Indtil nu har nemlig kun to ud af de 35 personligheder på mindevæggen været kvinder, og det er det på tide at ændre på, mener børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen:

“Der er mange foregangskvinder, der fortjener at blive fremhævet og markeret på en måde, så eftertiden også husker dem. Mindevæggen skal ikke kun afspejle tidligere tiders fokus på ‘magtens mænd’ men også fortælle om de mange betydningsfulde kvinder, der har været med til at forme Odenses udvikling og skrive historie. Derfor er det godt, at vi nu bevæger os et skridt mod mere balance i rækken af forbilleder,” siger hun.

Kriterier for udvælgelse af navne til mindevæg:

– at personen skal være født i Odense eller have haft tilknytning til byen i en kortere eller længere årrække.

– at personen skal være afgået ved døden.

– at der kun ved helt særlige lejligheder ophænges nye mindeplader, så der også i fremtiden vil være plads til senere tiders berømtheder.

– at personen skal være optaget i Dansk Biografisk Leksikon (1979-1984) eller tilsvarende optegnelser (som f.eks. Dansk Kvindebiografisk Leksikon (2000-2001)).

Del artikel

Andre læser også