FÆRDIG: OB fyrer Kent Nielsen
Så var der ikke længere snor til OBs cheftræner Kent Nielsen.
Han er fyret med øjeblikkelig virkning. Det skriver OB i en pressemeddelelse.
“Der har været rigtig mange gode tegn på, at klubben og truppen har udviklet sig i den rigtige retning i de seneste sæsoner. Vi er på alle måder blevet en mere sammentømret klub og trup, og der er kommet en helt anden struktur over det arbejde, der bliver gjort i det daglige.
Det har Kent været en meget vigtig del af, og der er skabt et meget solidt fundament at bygge videre på,”siger OBs sportsdirektør Jesper Hansen.
Uforløst potentiale i truppen
Kent Nielsen havde et år tilbage af sin kontrakt med klubben. OBs ledelse er dog kommet frem til den konklusion, at det vil gavne klubben bedst at skifte ud på cheftrænerposten.
“Desværre må vi også konstatere, at vi ikke har levet op til vores sportslige målsætning de seneste år, og selvom vi hele tiden er kommet tættere på, så er vi nået til den beslutning, at det vil gavne klubben at skifte cheftræner.
Der er bygget et stort potentiale op, som vi ikke har fået forløst, og det har vi en stor tiltro til, at vi vil kunne gøre med nye øjne, nye idéer og friske tanker,” siger OB’s sportsdirektør Jesper Hansen.
Kent Nielsen kom til OB fra AaB i 2015.
Nåede ikke målsætning
Målsætningen i denne sæson var Top 6, og den formåede OB ikke at leve op til. De blev også slået ud af AGF i play off-kampene til europæisk kvalifikation. Så på alle måder var det en sæson, hvor OB ikke rigtigt rykkede sig resultatmæssigt.
OBs ledelse igangsætter nu en proces med at finde en afløser på cheftrænerposten. Der er ingen tvivl om, at det bliver et eftertragtet job, da OB stadig har godt med økonomiske muskler og en god spillertrup.