Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fantastisk nyhed: Teenagebutik lukker alligevel ikke – men flytter i nye lokaler

Af Christina Frederiksen

Tilbage i september kunne MigogOdense fortælle, at teenagebutikken, Klaregade 5, stod over for at skulle lukke.

Corona-nedlukninger og en usikker verdenssituation gjorde, at folkene bag butikken valgte at trække stikket på forretningen med udgangen af januar.

Nyheden medførte stor ærgrelse hos MigogOdenses læsere. Men nu er der heldigvis fantastisk nyt til forretningens mange kunder.

Det er nemlig blevet besluttet, at Klaregade 5 ikke lukker alligevel. Til gengæld skifter butikken adresse – og dermed også navn.

Klaregade 5 bliver til “Room for Teens” og flytter over på den anden side af Klaregade til nummer 10, i Onkel P.’s tidligere lokaler.

“Vi fandt en udlejer, som synes, at det er vigtigt at have en teenagebutik i city, og der skylder vi bare en stor tak til Nordicals og Karsten Bill. Vores nye udlejere har virkelig været interesseret i at finde en ordning. Det må jeg sige,” siger Paw Thorup Hansen fra P:T Clothing, der ejer butikken.

Konfirmandtøj på 1. sal

De nye lokaler er kvadratmetermæssigt cirka ligeså store som butikken i nummer 5.

Til gengæld er den nye butik i to plan. Men Paw Thorup Hansen er ikke bange for, at det bliver svært at trække kunderne op på 1. salen – hvilket ellers traditionelt kan være en udfordring.

“1. salen kommer i brug. Vi vil bruge den til tilbudsvarer – og så har vi har et forholdsvis stort konfirmandprogram. Her er det vores plan at bruge etagen som et lidt mere privat sted at kunne prøve konfirmationstøj. Teenagedrenge kan tit være lidt generte, så på 1. salen vil de kunne være lidt mere i fred,” siger Paw Thorup Hansen.

Han er ikke i tvivl om, at der er plads til en teenagebutik i centrum af Odense. Heller ikke selvom opstarten har været svær.

“Nej, vi startede i coronatiden, og med nedlukningerne var det bare op ad bakke. Det må vi sige. Så har der været en krig i Ukraine og en energikrise, og det har da ikke gjort det nemmere.

Men vi forventer, at vores butik under mere normale omstændigheder kan gå fra at være en grim ælling til at blive en smuk svane. Der skal simpelthen være plads til en butik for teenagere i Odense city,” siger Paw Thorup Hansen.

Åbningsdatoen ligger endnu ikke helt fast, men Paw Thorup Hansen regner med, at Room for Teens åbner i Klaregade 10 omkring 1. februar.

Room for Teens kommer til at følge resten af Klaregades åbningstider. Det vil sige fra mandag-torsdag klokken 11-17.30, fredag klokken 11-18 og lørdag klokken 10-15. Og så vil der være åbent den første søndag i hver måned.

Del artikel

Andre læser også