Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Fire nye navne til Heartland: Rocklegende gæster Egeskov

Af Morten Hopballe
Gæsterne på Heartland kan se frem til en institution inden for dansk indierock, når Mew kommer på Egeskov (foto: Morten Rygaard).
Gæsterne på Heartland kan se frem til en institution inden for dansk indierock, når Mew kommer på Egeskov (foto: Morten Rygaard).

Heartland Festival bliver nu et hovednavn rigere, idet den fynske festival i dag kan præsentere det 71-årige amerikanske rockkoryfæ Patti Smith som seneste navn på plakaten. Samtidig kan festivalen offentliggøre, at Marie Key, Liss og Mew slutter sig til de allerede offentliggjorte navne, der blandt andre tæller internationale artister som The The, LCD Soundsystem og Lykke Li og danske kunstnere som MØ og C.V. Jørgensen.

Den tredje udgave af Heartland Festival på Egeskov Slot finder sted fra 31. maj til 2. juni 2018.

En af vor tids største musikere

Den amerikanske legende Patti Smith er en af vor tids største og vigtigste navne på den internationale musikscene. Hun indtog en 47. plads på Rolling Stone Magazines liste over de 100 største artister siden fødslen af rock and roll, blev medlem af the Rock and Roll Hall of Fame i 2007, og kunstnere som Michael Stipe, Courtney Love og Madonna betragter Patti Smith som en af deres vigtigste inspirationskilder.

Det 71-årige amerikanske rockkoryfæ Patti Smith er et af hovednavnene på årets Heartland (foto: Steven Sebring).

Når den 71-årige verdensstjerne indtager Egeskov Slot til sommer, er det med et bagkatalog bestående af 11 album fra de seneste godt 40 år og senest en anmelderrost koncert på Sostrup Slot sidste år. Ved den lejlighed blev Patti Smith kaldt ”omtrent lige så fremragende, som man turde forvente”, og en anmelder skrev, at ”flere numre blev fremført med en inderlighed og kraft, som var de lige blevet skrevet”.

Tre danske artister på musikprogrammet

Ud over Patti Smith føjer Heartland Festival også tre danske navne til musikprogrammet.

Det er to år siden, Marie Key senest kunne opleves i det danske koncertlandskab, men til sommer vender hun stærkt tilbage, når hun gæster dette års Heartland Festival. Med sig har hun et spritnyt album, hvorfra man allerede har kunnet lytte til singlerne Bruge dig, Giganter og senest Regn. Den danske singer-songwriter lover dog, at man vil få fornøjelsen af både ny musik og mere velkendte sange fra hendes omfangsrige bagkatalog.

Marie Key kommer også på Heartland (foto: Morten Jerichau).

En dansk artist, der bestemt ikke har været stille om de seneste år, er den fremadstormende kvartet Liss. De brød igennem, da de endnu var teenagere i 2016, hvor blandt andre Pharrell Williams kastede sin kærlighed på det århusianske firkløver og gav dem airtime på sin radiokanal. Siden da har de udgivet den anmelderroste debut-EP med den meget passende titel First. De skulle eftersigende arbejde benhårdt på et debutalbum, så mon ikke der er masser af ny, dansevenlig pop at glæde sig til, når Liss indtager Egeskov Slot til sommer.

Mew er en vaskeægte institution inden for dansk indierock. Med over 20 år på bagen og med sidste års syvende studiealbum Visuals i bagagen kan man godt glæde sig til at opleve en af landets dygtigste liveorkestre på sommerens Heartland Festival. Visuals markerer et nybrud for det rutinerede band, idet frontmand Jonas Bjerre denne gang har valgt at vende skriveprocessen på hovedet og i stedet har ladet Mews velkendte visuals danne udgangspunkt for musikken. Det har givet et drømmende, billedskabende album, som med garanti vil passe perfekt ind i Egeskovs idylliske omgivelser.

13 navne på programmet

Med dagens offentliggørelser tæller musikprogrammet nu i alt 13 navne. Ud over Patti Smith, Marie Key, Liss og Mew kan man glæde sig til opleve The The, LCD Soundsystem, Grizzly Bear, Lykke Li, MØ, Rag’n’Bone Man, C.V. Jørgensen, Benal og Cory Henry & The Funk Apostles samt talks-navnet Salman Rushdie. De kommende måneder vil der blive føjet mange flere navne til programmet inden for både MUSIC, TALKS, ART og FOOD, inden Heartland Festival løber af stablen for tredje gang på Egeskov Slot fra 31. maj til 2. juni 2018.

Salg af overnatningstilbud starter i morgen den 18. januar kl. 10.00.

Glæd dig til at opleve den fremadstormende kvartet Liss på Heartland (foto: Yangze).

Del artikel

Andre læser også