Flere prominente navne med: ”Midt om Natten” kommer til Odense

Skrevet af: Kasper Junge Wester

Der bliver nostalgi for alle pengene, når Nikolaj Koppels musicalopsætning af den udødelige klassiker “Midt om natten” kommer til Odense til sommer.

”Midt om natten” kræver næppe nogen introduktion. Hvem af os har ikke set filmen og siden skrålet med på ”Susan Himmelblå”, ”Haveje” eller titelsangen fra filmens soundtrack, der frem til i dag har formået at sælge 33 gange platin!?

Nu får vi så chancen for at høre de mange hits fremført live på scenen i ODEON. Der er tale om en nyskrevet musical, som til at starte med opføres i Tivolis Koncertsal. Danmarkspremieren er 15. marts 2018. Siden rykker showet til Odense, hvor Kim Larsen-fans får lov at opleve det i juni.

På rollelisten finder man prominente navne som Kurt Ravn, Pernille Højmark, Lise Baastrup, Jimmy Jørgensen og Jesper Lohmann samt en lang række andre.

Bedst sælgende album i Danmarkshistorien

Både filmen og det tilhørende album er blevet udødelige klassikere. Albummet har solgt 650.000 eksemplarer, og filmen er en af de mest sete i dansk filmhistorie.

Det er folkeeje, der nu fortolkes som musical, og det er instruktør Nikolaj Koppel og executive kreativ producent Thomas Langkjær godt klar over:

”Sjældent har et dansk album og en dansk spillefilm ramt den danske folkesjæl med samme urkraft som “Midt om natten”. Både album og film er i dag klassikere i den nyere danske kulturhistorie, og Kim Larsens mange hits har fået en helt særlig plads i danskernes hjerter,” siger mændende bag.

Samtidig afslører de, at der ikke bliver tale om en én-til-én version af filmen om Benny, Arnold og de andre skæve eksistenser på Haveje.

”Nu tager vi et kærligt livtag med klassikeren i en ny, stor musicalversion, hvor vi også digter videre på historien og ser nærmere på, hvordan livet har formet sig for forestillingens elskede eksistenser efter tiden på Haveje.”

Begejstring i ODEON

Hos ODEON er man begejstrede over udsigten til at få musicalen til byen – ikke mindst grundet Kim Larsens tilhørsforhold til Odense:

”Vi glæder os utrolig meget over, at det har været muligt at få forestillingen til ODEON. Det passer rigtig godt til ODEONS profil, og så er det fantastisk med en musical med musik af Kim Larsen, der vel nærmest har legendestatus her i byen,” siger kulturchef Sara Ekknud.

Musicalen opføres i dagene 5.-9. juni 2018. Billetsalget er allerede startet på Ticketmaster, og det kan nok godt betale sig ikke at vente alt for længe med at købe.