God nyhed: Kendte lokale kræfter overtager H.C. Andersen Julemarkedet

Skrevet af: Redaktionen

Det bliver folkene bag den kendte SPIS! Odense Food Festival, som skal drive H.C. Andersen Julemarkedet i de kommende tre år.

Aftalen er underskrevet, og dermed kan odenseanerne – og alle andre – fortsat glæde sig til hyggelige weekender fyldt med nostalgi og julestemning.

Da Odense Kommune besluttede at lave en række omprioriteringer, som blandt andet flyttede midler fra kulturen til andre velfærdsområder, blev det også vedtaget, at Sankthans på Engen, Torsdagskoncerterne i Kongens Have samt H.C. Andersen Julemarkedet fremover skulle drives af eksterne aktører.

I mere end 15 år har det store, populære julemarked i Odense budt på gløgg, klejner, håndværk, aktiviteter og vaskeægte julestemning, hvilket tiltrækker mere end 50.000 gæster fra ind- og udland.

Får et nyt navn

Nu kan vi – og alle andre – glæde os over, at julemarkedet fortsætter i de kommende tre år i det nye navn Eventyrligt Julemarked, fordi Odense Kommune med en navneændring har ønsket at signalere, at markedet nu er på nye hænder.

I april blev det offentliggjort, at Sankthans på Engen skal afvikles af NL Pro Event, mens Torsdagskoncerten bliver lagt i hænderne på Odense Live Fonden – og nu er aftalen omkring Julemarkedet også faldet på plads.

Fremover bliver det holdet bag SPIS! Odense Food Festival, som får overdraget opgaven, og det glæder både borgmester Peter Rahbæk Juel (A) og by- og kulturrådmand Jane Jegind (V), at det er lykkedes at finde endnu en lokal aktør.

“Vi har brug for noget at samles om, og det kan kulturelle arrangementer som vores store julemarked sikre.

Her er vi sammen om hyggen og oplevelsen, og det kan vi ikke undvære. Derfor er jeg utrolig glad for, at en stærk, lokal aktør som SPIS! Odense Food Festival har lyst til at fortsætte traditionen.

Nu kan vi se frem til at nyde julestemningen i de kommende år, og jeg er sikker på, at odenseanerne glæder sig sammen med mig,” siger borgmester Peter Rahbæk Juel.

Har en stor plads i manges hjerter

Han suppleres af Jane Jegind.

“Julemarkedet har en stor plads i hjertet hos mange mennesker – både i Odense og resten af landet.

Det gælder også for mig, og jeg er oprigtig glad for, at vi stadig kan se frem til at opleve nogle af byens smukkeste kvarterer indhyllet i den særlige julestemning, som Julemarkedet har været garant for.

Kulturoplevelser er en del af fundamentet for det gode liv, og jeg ønsker holdet bag SPIS! Odense Food Festival al mulig held og lykke og ser frem til at besøge julemarkedet igen,” siger Jane Jegind.

Eventyrligt julemarked med mange madboder

Aftalen med de nye ansvarlige for Eventyrligt Julemarked gælder foreløbigt for tre år, og der medfølger et kommunalt tilskud på 700.000 kroner i 2020 og 500.000 kroner i 2021 og 2022.

“Vi glæder os helt vildt til at lave et eventyrligt julemarked i Odense, hvor lækre madboder, lokale kulturaktører, kunstoplevelser og små events danner rammen om to hyggelige december-weekender.

Jeg har altid været gæst ved Julemarkedet med min egen familie, og det er en stor ære og fornøjelse at være med til at skabe noget så stort og positivt i byen, for det er virkelig, hvad et samlende og inkluderende julemarked med fri entré er,” siger Tine Gudrun Petersen, som de sidste fem år har stået i spidsen for SPIS! Odense Food Festival.

Værtshusgæst blev slået ned: Påtalte manglende mundbind

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

Det er ikke alle, der har lige nemt ved de nye regler om mundbind. Det blev tydeligt i går aftes, da Fyns Politi måtte rykke ud til én af Odenses mindre værtshuse, Skandsen.

Det skriver Fyens.dk.

Her havde en gæst på stedet bedt en anden gæst om at tage mundbind på – og det havde fået det til at slå klik for den anden gæst.

Vedkommende blev så arrig over påtalen, at han slog manden ned med knytnæveslag og efterfølgende sparkede ham i siden, da han lå på gulvet.  Manden flækkede angiveligt det venstre øjenbryn.

Fyns Politi fortæller, at manden blev anholdt kl. 21.30 og sigtet for vold.

Tomme gader og god dialog: Fyns Politi roser odenseanerne

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

Vi har alle (igen) skulle vænne os til en ny hverdag, hvor corona-restriktioner endnu engang sætter begrænsninger for os.

Blandt andet på byens restauranter, caféer og beværtninger, der fra i går er blevet pålagt at lukke kl. 22.

Der har derfor også været ekstra fokus på netop disse steder fra Fyns Politis side, men i går aftes var der stadig kun ros tilovers:

“Tak Fyn! Vores patruljer melder om rigtig godt samarbejde og god dialog med restauratører, erhvervsdrivende og borgere i forbindelse med de nye retningslinjer for Covid-19 på hele øen her til aften.

God weekend! Mvh Vagtchefen” skriver Fyns Politi på Twitter.

To timer forinden havde Fyns Politi også lagt et billede ud fra Odenses gågade, hvor der var helt tomt.

“Husk nu afstand og afspritning, når du går i byen eller til fest. Kun sammen kan vi bryde smittekæden og holde fast i livsglæden. Som i kan se på foto, så ser det flot ud i Odense gågade her i aften – hold fast i det.” skrev de.

Nye COVID-19-tal offentliggjort: Så mange er smittet i Odense Kommune

Skrevet af: Stine Kjølby Christensen

Coronaen hærger igen i samfundet, og det får konsekvenser for både mennesker og virksomheder.

Efter en stille genåbning tidligere på sommeren har smittetallene været nogenlunde stabile – men siden starten af september er de kun gået én vej, og det er desværre opad.

Dagens tal fra Statens Serum Institut viser, at der i skrivende stund er 70 tilfælde af smittede i Odense. Incidensen ligger nu på 34 pr. 100.000 indbyggere.

Incidensen vurderes som kritisk, hvis tallet ligger på over 30.

På landsplan er der tale om 589 nye tilfælde siden i går, og ni patienter er yderligere blevet indlagt. 206 er erklæret corona-fri siden i går.

Aldersmæssigt fordeler de sig hovedsageligt på de 20-29 årige, hvoraf 4032 er bekræftet smittet.

For at komme corona-spredningen til livs, indførte regeringen i går nye restriktioner. Dem kan du læse om her