Gratis rosé og DJ: Storms Pakhus genåbner i morgen med stil
I morgen torsdag den 28. maj åbner Storms Pakhus igen porten til Odenses store Street Food-mekka.
I knap to måneder har Storms Pakhus været lukket.
Nu er gryderne igen sat på blusset, personalet har fundet arbejdstøjet frem og de nye retningslinjer er på plads, når de fra klokken 11 står klar til at byde gæsterne velkommen i de højloftede haller samt på Pakhuspladsen.
Fra klokken 16.00 bydes der på et gratis glas rosé til de 200 første gæster. Live DJ’s vil sprede baggrundsstemning hele weekenden, og vejret ser jo ud til at blive helt fantastisk i pinsen.
Man kan glæde sig til at smage lækker mad fra favoritter som Yazzy’s Pita, Burger Anarchy, Moe’s Taco, Pizza Pazza og selvfølgelig Vorfor Vaffel hvor åbningsbilledet til artiklen er taget fra.
Masser af positiv energi
Martin Bødker, direktør i Storms Pakhus, glæder sig til genåbningen;
“Vi ser frem til at slå dørene op – og mest af alt til at dufte maden fra vores mange køkkener igen.
Vi er overvældede over al den positive energi, der har været omkring vores byggeprojekter og LIVE events.
Det gør det sjovt at drive forretning, selvom det har været en hård periode – ikke mindst for alle vores madboder.
Pakhuset vil se lidt anderledes ud – ud over at vi har piftet en del op, så har vi også haft travlt med at gøre Pakhuset klar, så vores gæster kan hygge sig, selvom vi stadig skal holde afstand,” fortæller Martin Bødker.
Nye tider med nye tiltag
At skabe rammerne for afstand og andre hygiejnetiltag er nemlig noget Pakhuset har arbejdet med i lukkeperioden.
Når gæsterne igen indtager Pakhuset vil de bl.a. blive mødt af kø-markørker og nyseskærme ved madboder og barer, et stort antal håndspritdispensere i Pakhuset samt håndvaske på Pakhuspladsen.
“Vi har i alt 6.000 m2 samlet indenfor og udenfor, og kombineret med vores sikkerhedstiltag, så har vi stor tiltro til at vores gæster holder afstand samt opretholder en god håndhygiejne, når de er i Pakhuset,” forklarer direktøren.
Selvom Storms åbner op igen d. 28. maj, så må vi stadig vente lidt endnu med at tage venner og familie med til quiz, banko eller til et af de mange andre events, man plejer at kunne tage til på Pakhuset.
Det må vi, fordi forsamlingsforbuddet på 10 personer stadig gælder lidt endnu.
“Vi tager forsamlingsforbuddet seriøst, og afholder derfor ikke events, der lægger op til at for mange mennesker forsamler sig.
Vi arbejder ud fra et sikkerhedsprincip, der betyder, at vi fokuserer på vores gæsters og medarbejderes sikkerhed og tryghed, og derfor tager vi hellere et skridt frem end fem tilbage,” siger Martin Bødker