Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gris på nyt niveau: Her er Treetop’s vinderbud

Af Rasmus Palsgård

Lollandsk gris skal sikre Treetop sejren.

Juryen for Årets ret med gris 2022 har nu besøgt samtlige nominerede. Dermed er det blevet tid til at kigge nærmere på, hvilke restauranter der stiller op. Vi begynder i trætoppene i Vejle på Restaurant Treetop, hvor køkkenchef Nicolaj Møller stiller op med lollandsk grisenakke glaseret i IPA og honning og grillet på yakitori-grill.

Duften af røg er ikke til at tage fejl af, da dommerpanelet for Årets ret med gris 2022 træder ind i den smukke, lyse restaurant med udsigt over trækroner og Vejle Fjord på Munkebjerg Hotel lidt uden for Vejle Centrum.

Den sidste hånd er ved at blive lagt på den nominerede ret med gris, som får en solid gang varme og røg på den japanske yakotori-grill – retten vender vi tilbage til lige om lidt.

Gennem de seneste mange år har hotellets gourmetrestaurant, Treetop, manifesteret sig som en af områdets absolut bedste restauranter. Manden ved roret hedder Nicolaj Møller, og han er stolt af at være nomineret til Årets ret med gris 2022.

”Vi er rigtig stolte af at være nomineret, for Årets ret med gris er uden tvivl en af de helt store gastronomiske priser i Danmark,” fortæller Nicolaj Møller, som samtidig sætter nogle ord på, hvad der karakteriserer maden på Treetop.

”Vi er gode til at udvikle visuelt pæn mad, samtidig med at vi har fokus på og forståelse for, at der skal være dyb smag i retterne. Det er vores hovedfokus, og så skal det ende med at se flot ud.

Når jeg udvikler en ny ret, er det altid en råvare eller en smagskombination, som jeg har i tankerne. Det præsenterer jeg for holdet, og når smagen sidder, hvor den skal, går vi i gang med at udvikle det visuelle,” forklarer han.

Foto: Rasmus Palsgård

Grisenakke i lag

Der er også i høj grad arbejdet på det visuelle i Nicolaj Møllers indstillede servering til Årets ret med gris.

Vi er tilbage i køkkenet, hvor spyddene med grisenakke fra en lille avler på Lolland har fået den sidst runde hård varme på grillen og den sidste pensling med marinaden, som er baseret på IPA-øl og honning.

Selve nakken er skåret i meget tynde skiver, som er lagt i lag på spyddene, så man næsten får fornemmelsen af shawarma i udseende og tekstur.

Det lille rektangel af kød er beklædt med et papirtyndt lag persillecreme, og oven på denne er der efterårstrøffel, biblomme og skovsyre fra den omkringliggende skov. Slutteligt færdiggøres retten ved bordet med en sauce på hengemte grøntsager, italiensk olivenolie og brunet smør.  

”Nakken indeholder en masse fedt og dermed også smag, og så er gris for mig duften af røg og barbecue. Vi bruger regelmæssigt gris på menuen, og vi kan rigtig godt lide at arbejde med udskæringer, hvor der er mulighed for at forarbejde kødet og lægge mange lag smag på,” siger Nicolaj Møller.

Godt sammenhold i Vejle

Vejles størrelse taget i betragtning har byen en imponerende mængde restauranter, som opererer på højeste niveau. Foruden Treetop drejer det sig om restauranterne Lyst og MeMu, og Nicolaj Møller peger på, at sammenhold og støtte er en af grundene til, at gastronomien syder og bobler i og omkring Vejle.

”Vi er gode til at sparre med hinanden og hjælpe med at sprede den gode historie, når vi hver især opnår gode resultater eller vinder priser. Det er alt sammen med til at styrke fokusset på Vejle som mad by, og vi får meget mere ud af at hjælpe hinanden frem for at se hinanden som konkurrenter.

Vi spiser også ofte hos hinanden, og det giver et rigtig godt sammenhold,” fortæller Treetops køkkenchef.

Vi ønsker Restaurant Treetop held og lykke i Årets ret med gris 2022.

Læs mere om Treetop her.

Læs mere om Årets ret med gris 2022 her.

Om Årets ret med gris 2022

Årets ret med gris er arrangeret af Landbrug & Fødevarer og er søster-konkurrence til Årets ret med fisk & skaldyr og Årets ret med økologisk ost. Prisen gives til den kok og restaurant, som har formået at nytænke gris på en måde, der skiller sig ud fra det ordinære og skaber en unik, velsmagende spiseoplevelse på højeste gastronomiske niveau. I modsætning til en normal konkurrence, hvor de nominerede restauranter laver retterne på samme tid og sted på neutral grund, har dommerpanelet i Årets ret med gris besøgt restauranterne. Dermed har de kunnet servere deres ret i dens rette omgivelser. Vinderen af Årets ret med gris 2022 afsløres d. 28.11.2022 i forbindelse med dette års lancering af White Guide.

Del artikel

Andre læser også