Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Har du set dem i Odense?: Zebastian og hans alpaka Johan er blevet et viralt hit

Af Maria Lundsgaard
Zebastian og hans alpaka Johan 
Foto: Maria Lundsgaard
Zebastian og hans alpaka Johan Foto: Maria Lundsgaard

Gruset på gårdspladsen knaser under fødderne, duften af nyslået græs kilder i næseborene, og luften er lun af solens stråler.

Bag et skur i haven hopper to kænguruer rundt, hos den ene af dem titter en unge frem fra pungen.

Fuglekvidder fra massevis af farvestrålende fuglearter fylder luften, og foran de adskilte indhegninger står Zebastian Bach med en vandslange og fylder fuglenes vandskåle op.

Zebastian Bach er 25 år gammel og bor på en gård syd for Odense. Til dagligt arbejder han som sikkerhedsvagt, og sin fritid bruger han på sine dyr.

For tiden er det i særdeleshed den unge alpaka, Johan, der tager opmærksomheden.

Odenseanerne er vilde med Johan, som er blevet lidt af et internetfænomen, efter Instagrammogulen, Anders Hemmingsen, har delt videoer fra gåturene.

Det har medført, at Zebastian Bach jævnligt modtager beskeder fra folk, der vil høre, hvornår han skal ud og gå tur med Johan igen.

Foto: Maria Lundsgaard

Børn og voksne vil have en selfie

Johan kommer valsende ud af skuret lige i hælene på Zebastian.

Han får med stor præcision fisket en lille bunke tørt græs op fra græsplænen, som han tygger ivrigt på.

Han ryster på hovedet, hvilket får hans mørkebrune krøller til at falde ned foran de store øjne.

De sidste 2 måneder har det umage par været på gåture på engen, hvor de har mødt børn og voksne til en krammer og en selfie.

“Vi får kun positive reaktioner, og det bliver sjovere og sjovere, fordi Johan bliver genkendt,” fortæller Zebastian Bach, da MigogOdense besøger ham og Johan.

Den voksende interesse glæder Zebastian Bach, som forklarer, at han særligt håber på at vække børnenes interesse.

Han ærgrer sig nemlig over udviklingen, hvor børn i højere og højere grad sidder indenfor med deres telefoner og glemmer at være i naturen.

“Børn i dag behøver ikke være kreative og lege, fordi andre har klaret det hele for dem gennem elektronik,” mener han.

Foto: Maria Lundsgaard

Har selv en datter

Han frygter, at naturen og dyrene bliver fremmed for børn, og at de ender med kun at bruges som en attraktion, man bare besøger en gang i mellem.

Han har selv en datter på omkring et år, og han ønsker, at børn skal stoppe med at bruge alt deres energi på sociale medier, og på hvad andre synes om dem.

Netop den tankegang vil han fremme ved at dele sine dyr med børnene fra de er små.

“Hvis du har dyr, så har du nogen, der holder af dig for den du er, uanset hvad.”

Hjemme på gården er Johan primært et kæledyr, men han bliver også trænet som fremvisningsdyr.

Han er allerede meget tryg ved mennesker, lyde og berøring, og for hver gåtur bliver han mere opsøgende.

Æresgæst til familiefødselsdage

Han har da også allerede været æresgæst, når familien har holdt børnefødselsdage, og interessen spreder sig langsomt længere ud.

“På onsdag skal jeg til en børnehave og snakke om dyr, og jeg tænker, at jeg tager Johan med,” fortæller han.

Det første hjerte Johan smeltede var Zebastian Bachs eget.

Da Johan blev født, gik overvejelserne på, om han skulle følges med sine forældre til et nyt hjem. Men sådan gik det ikke.

“Da jeg skulle til at overveje, om jeg skulle af med ham, begyndte han at opsøge mig. Jeg kiggede i hans øjne, og vidste at jeg ikke ville af med ham. Han er bare så sød,” siger han og smiler.

Slipper dyrene ud i haven

Selv om det kan virke som en stor opgave at vedligeholde gård, passe dyr, være far og have fuldtidsarbejde, så er Zebastian Bach overbevist om at en hverdag, hvor alt handler om likes og kommentarer er langt mere stressende:

“Jeg har fundet så meget fred, og positivitet ved dyr, selv i en stressende hverdag.

Når du har en dejlig sommerdag som i dag, så slipper jeg dyrene ud i haven, mens jeg klipper hæk og hører god musik. Man kan ikke andet end at være afslappet her,”  siger Zebastian, og kigger ud på Johan, der med munden fuld af græs kvitterer med et skævt smil.

Hvis du vil vide, hvornår Johan går tur på engen, så kan du følge med på Zebastian Bachs Instagram her

Del artikel

Andre læser også