MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Hitter på Tinderbox: Gastrotekets flæskestegssandwich rives væk

Af Kasper Junge Wester
Gastroteket på Tinderbox
Gastroteket på Tinderbox

Det blev en bragende succes, da Gastroteket sidste år præsenterede det sulte Tinderbox-publikum for sin nytænkning af den klassiske flæskestegssandwich.

I år vender den umådeligt populære festivalspise tilbage til Tusindårsskoven, og det har været en flyvende start her på festivalens førstedag.

Gastroteket kan passende sende en varm tanke til Uffe Holm, den ene af årets to konferenciers, der inden præsentationen af Gogol Bordello gav udtryk for sin begejstring, da han fra scenen sendte kæmpe roser afsted mod de frivillige i Gastrotekets festivalkøkken.

Men begejstringen spores også ude på pladsen, hvor der igen i år bliver spist med stor vellyst.

Fantastisk modtagelse blandt publikum

”Publikum tager supergodt imod den! Efter sidste år var der mange, der kom ind i restauranten og spurgte efter den, fordi de ikke nåede at få den,” fortæller Lena Bech Rasmussen, der er medindehaver af Gastroteket og selv står bag disken.

Man har i år ingredienser med til 8500 sandwiches – 1000 flere end sidste år.

Lena Bech Rasmussen er glad for modtagelsen og har et bud på, hvor det er, sandwichen skiller sig ud.

”Den er udviklet af vores kokke, og det er sådan en blanding af de forskellige smage, hvor man både har sødt, surt og salt, så det giver den her perfekte balance.”

Sandwichen er ikke oplagt, hvis man er på kur, men der er til gengæld garanti for, at man kan feste videre på fuld mave, når man har sat en til livs.

”Jeg ved ikke, om man kan sige, at den er sund, men der er jo spidskål i, og det er blandet op med sennepsmayo, og så er der noget ribbenssteg i, syltede rødløg, noget flæskesvær, og så er der en stor bolle. Folk bliver meget mætte af den,” siger Lena Bech Rasmussen.

Et opgør med den traditionelle festivalmad

At det lige blev flæskestegssandwich, der kom på Gastrotekets menukort er ikke tilfældigt, for man ville ikke bare servere den sædvanlige festivalmad.

Tinderbox’ madprofil var også med i overvejelserne, da valget faldt på, hvad der vel godt kan betegnes som en dansk nationalret.

”Det syntes vi bare, at det var det rigtige for Gastroteket. I stedet for at lave burgere, eller noget andet traditionelt – franske hotdogs eller sådan noget.”

Flæskestegssandwichen skulle dog nytænkes lidt, inden den blev præsenteret for publikum sidste år.

”Vi har gjort den lidt til vores egen, blandt andet ved at bruge spidskål i stedet for rødkål og syltede agurker. Så den er ikke helt traditionel.”

Sandwichen er – trods sin store popularitet – ikke kommet på menukortet i Gastrotekets restaurant i Nørregade.

”Og det skal den heller ikke! Det skal være, når der er de der særlige lejligheder,” forklarer Lena Bech Rasmussen. Når man ikke at smage den i løbet af de næste tre dage, må man altså vente et helt år.

Derfor er det bare med at finde ned til Gastroteket og få købt en flæskestegssandwich. Jeres udsendte kan i hvert fald skrive under på, at den er præcis lige så god, som Uffe Holm gav udtryk fra på Rød Scene tidligere i dag!

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

Læs i kategorien

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Læs i kategorien