Ind med havemøblerne: I nat skal urene stilles

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Hvis din hjerne har corona-kuller, har du måske glemt, at det er i nat, at vi stiller sommertid til normaltid (også kaldet vintertid), hvilket betyder, at du faktisk får en hel time ekstra at gøre godt med.

Det sker helt præcist klokken 03.00, hvor klokken mirakuløst bliver 02.00 i stedet.

Det betyder jo en “ekstra” time for de fleste af os, når vi vågner i morgen tidlig, og det kan vi vel allesammen godt bruge sådan en søndag inden hverdagen kalder igen.

Blev indført under 1. verdenskrig

Hele idéen med sommertiden, som det hedder, når vi i marts måned stiller urene en time frem, var oprindeligt et spørgsmål om energibesparelse – og blev faktisk indført ved lov under 2. verdenskrig.

Her mente tyskerne, at man ved at indføre sommertid, kunne få befolkningen til at udnytte dagslyset bedre og dermed spare penge, der i stedet kunne gå til krigens ressourcer.

Sommertiden blev dog først permanent i Danmark i 1980.

Fordele og ulemper ved sommertid

Kristeligt Dagblad har tidligere lavet en liste over fordele og ulemper ved sommertid.

Blandt fordelene kan nævnes energibesparelsen, der dog efterhånden er blevet minimalt i takt med den moderne udvikling.

Vi benytter i langt højere grad alternative energikilder, der gør, at den energimæssige effekt i dag er meget lille.

Sommertiden har dog også vist sig at have en negativ effekt på både mennesker og dyr, der i kroppen bliver stressede og forvirrede over at dagene pludseligt starter en time tidligere.

Men selvom menneskets (og dyrenes) biologi ikke er skabt til det unaturlige tidsskifte, så viser undersøgelser samtidigt, at sommertiden har positiv effekt på dem, der eksempelvis lider af depression – hvor mængden af dagslys spiller en vigtig rolle.

Du kan se resten af listen lige her.