Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Nyt liv i de gamle bygninger: Modtager 1 mio. kr. til at renovere det gamle pakhus

Af Redaktionen

1 mio. kroner til renovering af det gamle pakhus på Byens Ø, det er hvad DYNAMO lige nu jubler over.

DYNAMO er udpeget som kun én af to initiativer på Fyn, der modtager støtte for at bringe endnu mere liv i gamle bygninger.

Siden 2017 har DYNAMO haft til huse i det gamle Kornlager på Byens Ø, og i de fem år har produktionshuset positioneret sig som et centralt sted for scenekunstgenren ‘nycirkus’. Ikke blot i Danmark, men i hele Nordeuropa, hvor internationalt anerkendte artister lægger vej forbi – dels for at producere deres kommende forestillinger, men også for at spille for det lokale publikum.

Nu har DYNAMO i sinde at gøre sig endnu mere bemærket, for med 1. mio. kr. fra Realdanias Underværker-kampagne, lyder startskuddet til at få åbnet bygningen mere op og gjort det mere attraktivt for både besøgende, frivillige og kunstnere, at begå sig i huset.

Lokal støtte var overvældende, og kvalificerede DYNAMO

“Vi er fuldstændigt ovenud lykkelige for Realdanias bidrag til at åbne DYNAMO mere op,” fortæller kunstnerisk leder Gry Lambertsen. “Allerede da kampagnen blev skudt i gang, blev vi bekræftet i, at vi havde fat i noget af det rigtige.

Der væltede likes og kommentarer ind på kampagnen – mange flere end nødvendigt, for at blive godkendt til at blive taget i betragtning af Realdania. Det varmede. Og det varmer endnu mere, at være blevet udvalgt blandt 17 landsdækkende projekter, der har fået fordelt 12 mio. kroner i blandt sig”.

Foruden en indbydende facade der inviterer til socialt samvær for forbipasserende og husets brugere, ønsker DYNAMO at kunne etablere et træningsstudie og at få udnyttet nogle af de tomme kubikmeter, der er at finde over dem i det gamle pakhus, til kontorfællesskab.

Det betyder at flere artister kan arbejde sideløbende med hinanden og at der er mere plads til frivillige og alle dem, der til dagligt har deres gang på DYNAMO.

På vej til at gøre nycirkus anerkendt – og alment kendt

Gry Lambertsen fortæller:

“Vi håber selvfølgelig også at kommunen og øvrige bidragsydere ser det som et incitament til fortsat at fordre udviklingen af nycirkusmiljøet, som har en stærk lokal tilknytning med et udpræget internationalt udviklings- og samarbejdspotentiale.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at nycirkus er en underrepræsenteret scenekunstgenre, der for længst har fået sit store internationale gennembrud, men fortsat mangler en national anerkendelse i Danmark, især i forhold til uddannelse.

Det kan være tungt at arbejde i en branche hvor man skal kæmpe med næb og klør for sin overlevelse – især når vi ser hvor kæmpestort et potentiale det har for at skabe møder og forbindelser mellem mennesker.

Men på daglig basis mærker vi en ekstrem varm strøm af støtte fra vores gæster, de frivillige, artister, undervisere, lokale samarbejdspartnere og erhvervsdrivende.

Og nu, med 1. mio. kr. til renovering af pakhuset fra Underværker-kampagnen, fortsætter vi med en kampgejst og fornyet tro på, at DYNAMO er noget helt særligt, at vi kun lige er begyndt på vores rejse mod at være et fastforankret produktionshus for nycirkus på Byens Ø i Odense.”

Om DYNAMO opnår den fornødne lokalpolitiske opbakning til at få en længervarende aftale om drift og lokaler på Byens Ø, må tiden vise.

I mellemtiden kan man følge med og tage del i husets aktiviteter, som fortsat har international verdensstjerner, børne- og familieforestilling, gadeteater og meget mere på programmet.

Del artikel

Andre læser også