Kronprinsparret uddelte priser i Odense: De vandt i ODEON
ODEON i Odense dannede lørdag aften en festlig ramme om årets uddeling af Kronprinsparrets Priser, der hædrer ekstraordinære indsatser og præstationer inden for kunst og kultur samt socialt arbejde.
Her gik Kronprinsparrets Sociale Pris til den sociale indsats Bydelsmødre, mens operasangerinden Elsa Dreisig modtog Kronprinsparrets Kulturpris.
Kronprinsparrets to Stjernedryspriser gik til den socialøkonomiske virksomhed FRAK samt sangskriver og sanger Jada.
’Kunstnerisk overskud og alsidighed’
Operasangerinden Elsa Dreisig modtog Kronprinsparrets Kulturpris ledsaget af følgende ord fra H.K.H. Kronprinsen:
“Når Elsa Dreisig udfolder sit sangtalent, rammer hendes vokal publikum med en renhed, der både vidner om sanselig melankoli, kunstnerisk overskud og alsidighed.”
At Elsa Dreisig er en af de største danske operatalenter med et internationalt gennembrud, ses blandt andet ved, at hun færdes i en række af verdens førende opera- og koncerthuse, hvor hun bl.a. medvirker som Pamina i Tryllefløjten og Musetta i La Bohème.
Vellykket og nytænkende indsats for minoritetskvinder
Kronprinsparrets Sociale Pris gives til den sociale indsats Bydelsmødre,
“Fordi de hver dag er med til at løfte og styrke minoritetskvinder, og fordi den måde, de griber udfordringer an på, både er vellykket, nytænkende og betydningsfuld,” sagde H.K.H. Kronprinsessen i sin motivation for at hædre Bydelsmødre, der drives af Fonden for Socialt Ansvar og har eksisteret siden 2011.
Bydelsmødres målgruppe er primært isolerede kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, som har brug for viden om det samfund, de lever i.
Bydelsmødre, der selv primært har etnisk minoritetsbaggrund, giver den information og støtte, kvinderne har brug for.
Stjernedryspriser til Jada og FRAK
Kronprinsparrets to Stjernedryspriser gives hvert år til en kunstner med et særligt talent og en nytænkende aktør inden for socialt arbejde.
I år tilfaldt hæderen på det sociale område den socialøkonomiske virksomhed FRAK ledsaget af følgende ord fra H.K.H. Kronprinsen:
“FRAK skaber en afgørende bro til nye netværk, som leder de unge på en positiv vej ind i voksenlivet.”
462 unge fra udsatte boligområder i København har siden 2014 været tilknyttet FRAK, som hjælper de unge ind i et arbejdsfællesskab, hvor de løser store og små opgaver for FRAK’s kunder.
Sanger og sangskriver Jada, eller Emilie Molsted Nørgaard, modtager Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris for at have udvist mod til at gå nye og kompromisløse veje.
“Som lytter lukker Jada os ind i et univers, der tillader mod og styrke, men også sårbarhed og skrøbelighed,” sagde H.K.H. Kronprinsessen i forbindelse med prisoverrækkelsen.
Kronprinsparrets Priser blev indstiftet af Bikubenfonden i 2004 som en bryllupsgave til Kronprinsparret. Kronprinsparret udpeger prismodtagerne efter indstilling fra to rådgivende komitéer med ekspertise inden for henholdsvis kultur og socialt arbejde.
Bikubenfonden arbejder med at nyskabe muligheder for unge på kanten og for aktuel scene- og billedkunst.