Lukker efter to år: Derfor drejer Mikkeller nøglen om i Odense
Det er ved at blive en kedelig tendens.
Den seneste tid har vi oplevet københavnske kæder som burgerkæden Jagger Fast Food og pizzakæden Gorms trække sig ud efter hårde økonomiske år i Odense.
Tirsdag kom det så frem, at Mikkeller lukker i Odense på samme dag som de holder 2 års fødselsdagsfest.
Mikkeller er tidligere blevet kåret blandt verdens bedste ølbarer, og sidste år blev deres bar i Københavns Lufthavn kåret til verdens bedste lufthavnsbar.
For loyale over for det vante
Men i Odense gik den altså ikke. Odenseanerne er for loyale over for det vante, og det blev aldrig en god forretning for den store kæde, lyder begrundelsen fra Mikkeller i et interview med Fyens.
“Odense viste sig at være for lille til flere ølbarer og odenseanerne meget loyale over for det vante,” siger Pernille Pang, pressechef hos Mikkeller til Fyens.
Lørdag d. 21. marts fejrer Mikkeller to års fødselsdag i Odense, men det er samtidig også et farvel til byen.
Det skriver Mikkeller selv på deres Facebook-side.
Gratis øl og lagerudsalg med et farvel
“Kan I forstå, det? Det er allerede to år med Mikkeller i Odense! Desværre betyder det også farvel, da vores to års fødselsdagsfest også er dagen, hvor vi lukker baren permanent,” skriver de.
Hvis man vil komme og sige farvel til de specialbryggede øl og den hyggelige stemning, så er der både gratis øl og brandudsalg på deres lager af øl.
Det sker lørdag d. 21. marts fra klokken 12.00-02.00 om natten.
“17. marts 2018 åbnede vi her i Store Gråbrødrestræde, og det har været en fantastisk rejse. Vi har været velsignet med gode øl, masser af gode grin, gode tider og masser af venskaber er skabt.
Nu er vi klar til at fejre eventyret med alle jer, som er skyld i, at det her sted har været et fedt sted at arbejde og have det sjovt igennem de sidste to år.”