Mere overvågning i Odense: Her kommer nye kameraer til at hænge

Det skal være mere trygt at færdes i Odense om natten.
Derfor bliver der hængt flere overvågningskameraer op i byen.
Også i Svendborg ønsker man at øge trygheden med mere overvågning.
Det skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse, hvor man også kalder overvågningen for “tryghedsskabende kameraer”.
De to byer får i alt 13 nye kameraer: 8 skal hænge i Odense, 5 skal hænge i Svendborg.
Der er opsat skilte, så det er tydeligt for borgerne, hvor de hænger.
“For Fyns Politi er det vigtigt, at borgerne føler sig trygge i det offentlige rum – særligt i nattelivet ved vi, at der kan opstå utrygge situationer.
Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu har fået ekstra kameraer sat op blandt andet i de områder, hvor vi ved, at det fredag- lørdag nat kan opleves utrygt at færdes,” siger politidirektør Arne Gram.
I Odense hænger de nye kameraer her:
• 2 kameraer ved Vintapperstræde, som peger mod hinanden, samt 2 kameraer der sidder i krydset Vestergade/Kongensgade og ved Mageløs.
Kameraerne skal virke forebyggende i forbindelse med det natteliv, der er omkring de barer og diskoteker, der ligger i disse områder
• 2 kameraer i krydset Ejbygade/ Kertemindevej
• 2 kameraer i krydset Ejbygade/ Risingsvej
• 2 kameraer på Nyborgvej
I forvejen er der 1 kamera i Pjentedamsgade i Odense.
I Svendborg hænger de nye kameraer her:
• 1 kamera på Klosterpladsen ved Sydbank
• 2 kameraer i Frederiksgade, hvoraf det ene bl.a. sidder over for et diskotek.
De 2 nye kameraer supplerer de 2 kameraer, der allerede er placeret i hver ende af Frederiksgade.
Ikke kun forebyggende
Ud over at have en præventiv og tryghedsskabende effekt, har kameraerne også vist sig efterfølgende at være gavnlige i efterforskning af konkrete sager fx om vold i nattelivet.
Kameraerne virker dermed ikke kun forebyggende, man kan også bidrage til efterforskningen af alvorlig kriminalitet.
Rigspolitiet har siden 2018 opsat tryghedsskabende kameraer på udvalgte områder i Danmark, hvor hver politikreds selv har udpeget placeringen af kameraerne.