Notat i forhandlinger afsløret: Frisører og andre brancher kan genåbne uden sundhedsfare

Skrevet af: Redaktionen
Arkivfoto Statsministeriet
Arkivfoto Statsministeriet

Tirsdag eftermiddag holdt statsminister Mette Frederiksen et noget særpræget pressemøde, hvor det eneste nye var, at man ville forhandle om udvidelse af genåbning af Danmark.

De forhandlinger er lige nu i fuld gang med de øvrige politiske partier i Folketinget. Her afslører et notat fra Statens Serum Institut at eksempelvis frisører og andre liberale erhverv kan genåbne øjeblikkeligt uden den store sundhedsfare. Det skriver Berlingske onsdag aften.

Notatet er sendt til samtlige partiledere for at orientere dem om risikoen ved at genåbne forskellige brancher. Det gælder også eksempelvis tandlæger, fysioterapeuter og advokater i retten.

Alle blev påbudt at lukke helt ned for godt tre uger siden.

Antallet af indlagte vil fortsat være meget lavt

Berlingske skriver;

“Beregningerne fra SSI viser, at de liberale erhverv kan genåbnes uden problemer – antallet af indlagte vil fortsat være meget lavt – hvis blot danskerne holder afstand som vi er vænnet til før påske.

Hvis kun halvdelen af befolkningen holder afstand som vi nu er vænnet til, vil antallet af indlagte stige, men stadig langt fra dramatisk.”

Første analyse er klar – den om de liberale erhverv – næste skridt bliver cafeer og restauranter, hvor sundhedsmyndighederne skal regne på, hvad en åbning vil betyde, når der fortsat holdes afstand.

Den seneste tid har antallet af indlagte i Danmark landet over været faldende. I skrivende stund er 89 personer i hele landet indlagt på intensiv med Corona.

Til Ritzau siger De Radikales politiske leder Morten Østergaard om beregningerne;

“Hvis afsættet er, at man ud fra en vurdering af de her liberale erhverv siger 27.000 personer, synes jeg, at vi politisk hurtigst muligt skal beslutte at lade de små lukkede liberale erhvervsdrivende, frisører og andre, åbne.

Og i øvrigt se, om der er plads til, at også nogle af de uddannelsessøgende, højskole- og efterskoleelever og eventuelt domstolene, kan komme med i denne ombæring og så få slået et søm i det hurtigt,” siger han.

Præmier for over 10.000 kr.: Kom til gratis banko i Arkaden

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

“BANKO!”

Er vi de eneste, der kan mærke spændingen i maven blot ved at læse dette ord?

Banko er efterhånden blevet en trendy fætter igen, og man skal ikke lade sig narre af de ellers mange år på bagen.

Men under corona har vi måtte undvære det geniale spil, og derfor er det jo kun skønt, at vi igen kan gå og glæde os til banko rundt omkring i landet.

Her i Odense bliver der en oplagt mulighed torsdag den 11. juni fra klokken 19-21, hvor Arkaden inviterer til Odense Banko.

Deltagelse er fuldstændig gratis, men det kræver dog en billet, som du kan sikre dig her.

Din plads til bankospillet er reserveret fra kl.18.30. Er du ikke mødt op senest kl.18.45 frigives din plads til andre gæster.

Vilde præmier på højkant

Du kan vinde præmier for mere end 10.000 kr. til oplevelser, mad & drikke i og omkring skønne Odense.

“Vi sørger naturligvis for at overholde alle de gældende regler i forbindelse med Covid-19, af samme årsag er der begrænset antal deltagere,” skriver Arkaden.

Du kan vinde præmier fra følgende steder:

Billetter til Odense Aafart
Cykelabonnement fra Swapfiets
Lækre Kiehl’s samples fra Magasin du Nord
Gavekort til Bager From & Bæk’s Konditori
Gavekort til Restaurant Bondestuen
Gavekort til 5 l fadøl på Ølkunsten hos Lørups Vinstue
Gavekort til Vaffelhuset i Kerteminde
Gavekort til Restaurant Grand Hotel
Gavekort til UNIK i Kerteminde
Gavekort til Nybro Frugtplantage
Gavekort til The Original Pita
Gavekort til Let’s B Frank

Praktisk info

Pladerne er gratis. Der udleveres 1 plade pr. deltager inden start.
Spiser du aftensmaden på Arkaden inden bankospillet kan du gratis få udleveret en ekstra plade ved fremvisning af din kvittering fra madboden.

Du finder mere info lige her.

Datoen er på plads: Nu kan du igen prøve superbiler i HCA Airport

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen
Pressefoto: Sportscar Event
Pressefoto: Sportscar Event

Har du drømt om at få lov til at køre en tur i en Lamborghini, Porsche, Ferrari eller måske Ford Mustang GT?

Så kan du igen i år både få en tur og ikke mindst opleve nogle af verdens hurtigste biler på tæt hold i Odense Lufthavn. Det sker lørdag den 5. september fra klokken 09.00 – 16.00.

Her køres der nemlig SportsCar Event, som er et velgørenhedsarrangement til fordel for Børnecancerfonden.

“Vi ser frem til at kunne åbne dørene igen, og byde jer velkommen til et univers af unikke sportsvogne fra allerøverste hylde, samt oplevelser for livet for både små og store,” skriver SportsCar Event på Facebook.

De mange lækre superbiler, der samles i HCA Airport kommer til at udbyde ture, hvor man som codriver virkelig kan mærke hvor hurtige disse biler er.

Man kan booke en tur på to forskellige måder. Enten bestiller man et gavekort her.

Gavekortet skal veksles til en billet i billetvognen.

Ellers køber man en billet til den ønskede bil i billetvognen på pladsen.

Hvad: Sportscar Event
Hvor: HCA Airport
Hvornår: Lørdag d. 5. september kl. 9-16

Entré er gratis til at komme og se bilerne køre – en prøvetur koster penge.

Du kan finde mere info om eventet her.

Klar til sommer: Havnebadet og Friluftsbadet åbner snart

Skrevet af: Emil Kjær Jørgensen

Pludselig forsvandt Odenses mange fritids- og kulturtilbud. Samværet, oplevelserne og velværet fortonede sig, da foreninger, biografer, museer og meget mere måtte lukke ned.

Det har heller ikke været let at få sig en svømmetur under coronakrisen. Alle byens svømmehaller har været lukkede – og er det fortsat – men nu varer det ikke længe, før Havnebadet og Friluftsbadet står klar til at tage imod gæsterne.

Sundhedsmyndighederne har vurderet, at det er forsvarligt at åbne friluftsbadene igen, og derfor har By- og Kulturforvaltningen sat gang i processen med det samme.

Det betyder, at vandglade odenseanere kan få dyppet kroppen allerede den onsdag den 3. juni kl. 13, hvor Friluftsbadet åbner dørene. Ugen efter – den 10. juni kl. 6 – er det Havnebadets tur.

QVi trænger til, at hverdagens muligheder kommer tilbage. Byens mange fritids- og kulturtilbud giver mening i livet, og det er noget af det, vi savner allermest under coronakrisen. Derfor er vi også parat til at reagere på myndighedernes udmelding, så vi kan få åbnet Havnebadet og Friluftsbadet.

Forhåbentlig får vi en god og lang sommer, men der er også mange odenseanere, der holder af en kølig svømmetur uanset vejret. Vi vil i hvert fald sørge for, at vores udendørs svømmebassiner er klar til brug inden for de muligheder, der er, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V).

Klar til sommeren

Der er fortsat en del forholdsregler, som skal overholdes for at sikre en tryg åbning, og derfor er forberedelsesarbejdet allerede i gang, så brugerne kan føle sig trygge i både Havnebadet og Friluftsbadet.

Åbningen vil foregå under følgende retningslinjer og vilkår:

Friluftsbadet:

Fra denne sommer skal brugerne betale for at benytte Friluftsbadet. Hvis man ikke er oprettet som bruger, kan dette ske hjemmefra for at spare tid ved automaten.

Der vil hele tiden være personale i og omkring de to omklædningsrum. Det er vigtigt, at brugerne overholder deres retningslinjer samt skiltningen i omklædningsrummene.

Der vil være opmærkede opholdsarealer, hvor der maksimalt må sidde 10 personer. Hvis brugerne ikke opholder sig i omklædningsrummene, på toilettet, i bassinerne eller ved cafeen, skal de opholde sig i de markerede arealer.

Toiletterne vil bliver rengjort minimum én gang i timen.

Der skal være minimum to meter mellem hver person i bassinerne – børnebassinerne er undtaget, så én forældre gerne må være helt tæt på sit barn.

Der vil være ekstra personale til at guide brugerne.

Vi forventer at kunne øge opholdsarealerne til imellem 30 og 50 personer fra den 8. juni.

Havnebadet:

Der vil hele tiden være personale i og omkring de to omklædningsrum. Det er vigtigt, at brugerne overholder deres retningslinjer samt skiltningen i omklædningsrummene.

Der vil være opmærkede opholdsarealer, hvor der maksimalt må sidde 10 personer. Dette gælder også, når forsamlingsforbuddet bliver hævet til mere end 10 personer, da vi skal kunne håndtere mange personer på et forholdsvis lille areal. Brugere, som ikke opholder sig i omklædningsrummene, i bassinet eller på toilettet skal være i de markerede arealer.

Toiletterne vil bliver rengjort minimum én gang i timen.

Der skal være minimum to meter mellem hver person i bassinet og saunaen.

Der vil være ekstra personale til at guide jer.