Stor spiseoplevelse venter: Claus Meyer åbner restaurant i det nye H.C. Andersens Hus
Der venter odenseanere og øvrige gæster en stor spiseoplevelse, når de besøger det nye H.C. Andersens Hus.
De fleste museer og kulturinstitutioner har en café tilknyttet, hvor gæsterne kan få lidt at styrke sig på undervejs i besøget.
Men oftest er der tale om caféer, der konceptmæssigt ikke har nogen særlig tilknytning til den institution, de indgår i.
Sådan bliver det ikke med caféen på det nye H.C. Andersens Hus, når det helt nye museum slår dørene op den 30. juni.
H.C. Andersens Hus har nemlig allieret sig med mad- og måltidsvirksomheden Meyers, grundlagt af den danske kok og iværksætter Claus Meyer.
I fællesskab har museet og Meyers udviklet spiseriet DEILIG, hvor et måltid ikke blot er en pause fra udstillingen, men derimod en fuldt integreret del af museumsoplevelsen.
Madformidling på en helt ny måde – til både store og små
DEILIG kommer til at udfolde spiseoplevelser med afsæt i H.C. Andersens liv og fortællinger – både de verdensberømte og de mere oversete af slagsen.
Samtidig bliver DEILIG et hverdagssted, som appellerer bredt – til de mange frem for de få, og til både de store og de små.
Henrik Lübker, Creative Director for H.C. Andersens Hus, udtaler:
“H.C. Andersen havde et særligt blik for den oversete og udsatte natur. Han så, hvordan selv den mindste plante rummer stor magi og spejler det største.
Samme blik finder vi hos folkene fra Meyers. Derfor er det en fantastisk glæde, at vi indgår i dette samarbejde om at bruge maden og Andersen til at udforske og formidle den forunderlighed, der er overalt rundt om os – hvis blot vi har øje for den.”
Ud fra eventyret og ned i gryderne
Claus Meyer supplerer;
“Vi skal ikke bare lave en sandwich som et løsrevet supplement til en kulturoplevelse.
Vi får lov til at komme med helt ind i maskinrummet og arbejde med universet af eventyr, genstande og narrativer og hive dem ned fra udstillingens hylder og med over i vores gryder,” forklarer Claus Meyer.
Han uddyber;
“Grundopgaven lyder på at få råvarerne til at tale – på samme måde som Andersen er kendt for at lade døde ting tale;
Hvad har en majroe på hjerte? Har vagtlen ønsker til, hvordan den helst ser sig serveret? Og hvad ville den grimme tomat sige om udsigten til bare at ende i bioboksen, nu hvor den – som alle de andre, flottere tomater i drivhuset – har brugt sommeren på at vokse sig stor og saftig?”
En gastronomisk udforskning à la Andersen
Navnet DEILIG kommer fra titlen på et af Andersens eventyr, som han skrev i 1860.
I eventyret møder vi en ung billedhugger, der forelsker sig i en yndefuld kvinde med havblå, nordiske øjne:
”Deiligheden havde ham fast, den fyldte ham, betog og beherskede ham,” lyder det i eventyret – men under overfladen lurer andet og mere end det, som den skønne overflade indikerer.
Marie Egede, ansvarlig for Meyers restaurantaktiviteter, fortæller om navnet;
“DEILIG har vi valgt, fordi det for os rummer essensen af Andersens forfatterskab.
DEILIG er pæn og nydelig på overfladen, men rummer også mulighed for at overrumple og lade gæsten ’gå gennem isen’ fra tid til anden og opleve, hvad der også findes i eventyrets og kokkenes underverden af svimlende fortællinger.”
Flere partnerskaber på vej
Samarbejdet med Meyers er det første i en række partnerskaber mellem H.C. Andersens Hus og kommercielle aktører og kunstnere, der alle har det til fælles, at de arbejder med H.C. Andersens værdier i deres produkter og udtryk.
De øvrige partnerskaber vil offentliggøres i den kommende tid.