Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Olivia Brasserie lancerer en gourmet-romkugle: Den er dødlækker

Af Redaktionen

I Vintapperstræde i hjertet af Odense city ligger den hyggelige restaurant Olivia Brasserie, som længe har været kendt for sine udsøgte, hjemmelavede kager.

Nu har de føjet endnu en fristende sag til menukortet, som får mundvandet til at løbe, og denne gang er det intet mindre end den folkekære romkugle.

Men det er ikke en helt almindelig romkugle, som de fleste af os kender den – det er en banebrydende, gylden gourmet-romkugle med marcipan, chokoladebrownie, mandelflager og karamelcreme.

MigogOdense har været et smut forbi for at prøvesmage de nye romkugler, og vi er svært begejstrede.

Vores vurdering: Udsøgt udseende, skøn smag

Normalt er en romkugle ikke den vildeste visuelle oplevelse. Ofte ser de lidt småkedelige ud. Men det kan man ikke sige om Olivia Brasseries nye gourmetkugler.

De ser utroligt indbydende ud med masser af mandelflager udenpå og den flotteste, flydende karamelcreme ovenpå og ned langs siderne, som er penslet med spiseligt guldglimmer. De er en sand fryd for øjet.

Smagen og konsistensen er heller ikke at kimse af.

Romkuglerne er dejligt cremede indeni, men de har samtidig masser af crunch takket været mandelflagerne, der tilfører kagen sprødhed og knas.

De smager blidt af karamel, sødt af marcipan og fyldigt af chokolade, og de har et mildt hint af rom. Smagsmæssigt adskiller de sig altså en del fra de klassiske romkugler, men det er på en god, delikat måde.

En gourmet-romkugle koster 40 kr.

Kreative kager med wow-effekt

Olivia Brasserie gør en dyd ud af at servere kager, der har en ”wow-effekt” på gæsterne, og som matcher gæsternes smag.

Derfor har de for nylig ansat en ny, dygtig dessertkok, Pernille Persson, som skal sørge for at forkæle de kagesultne gæsters smagsløg og samtidig give dem en visuel oplevelse.

Det er kun to uger siden, at Pernille Persson startede, men hun har allerede kreeret tre kreative kager, som alle har fået en plads i Olivia Brasseries kageglasmontre ved indgangen. En af kreationerne er de nye gourmet-romkugler – og dessertkokkens egen dom er klar:

”Jeg elsker dem. De er superlækre og har en dejlig smag. Jeg er vild med smagen af marcipan, browniens fedme, den cremede karamel, romsmagen og nødderne ovenpå, som giver dem lidt crunch. Ideen til dem opstod spontant en dag, hvor jeg havde noget mazarintærte og brownie tilbage, og jeg synes, at de er blevet rigtig gode”, siger Pernille Persson.

Håber de hitter

Olivia Brasseries restauratør, Pernille Kock Bromark, er også faldet for romkuglerne, og hun håber, at gæsterne deler hendes begejstring.

”Der er rigtig mange, der kan lide romkugler og smagen af chokolade. Og for mange minder romkugler om barndommen og har derfor et strejf af nostalgi over sig. Så vi har store forventninger til, at de bliver et hit”, fortæller Pernille Kock Bromark.

 

Del artikel

Andre læser også