Pas på: Uhyggeligt gode kager er løs i Lagkagehuset
Halloween er lige rundt om hjørnet, og det er ved at blive en fast tradition, at bagere og caféer laver særlige Halloween-kager, der spreder masser af (u)hygge og et tiltrængt sukkerrush i hele kroppen.
Den uhyggelige hygge når i år nye højder i Lagkagehuset, som du finder hele fire steder i byen – i Dalum, Mågebakken Meny, Vestergade og Vestre Stationsvej.
“Konditorerne elsker halloween, den amerikanske tradition og helligdag, der altid falder på den 31. oktober, men hos os er uhyggen allerede startet.
Det myldrer frem med kryb og genfærd,” fortæller Lagkagehuset i en pressemeddelelse.
Var det noget med bagerens onde øje?
“Vores konditorer har gjort deres bedste for at bage uhyggelige kager, men efter sigende er de dog mere uimodståelige end skræmmende! Men de er gode til frække børn, der er ude på ballade,” fortsætter de.
Men hvad man vi så sætte frem til at sætte tænderne i?
Du kender nok bagerklassikeren Bagerens dårlige øje, men nu kan du også smage Bagerens onde øje.
Det er en gulerodsmuffin med ostecreme, drysset med frysetørret hindbær og toppet med et øje af hvid chokolade.
Du kan også prøve kræfter med Det søde spøgelse, der er Lagkagehusets populære flødebolle dyppet generøst i hvid chokolade og med stirrende øjne af mørk chokolade.
Er du mere til en klassisk chokolade muffin, skal du prøve Den uhyggelige flagermus, der er en chokolademuffin, der til lejligheden er pyntet med chokoladecreme, chokoladevinger og små uhyggelige øjne.
Lagkagehusets Halloween lækkerier kan fra onsdag 13. oktober fås over hele landet.