Skruer helt op for luksus: Ny, topmoderne biograf åbner i Rosengårdcentret
Der er store ændringer på vej i Rosengårdcentret.
I næste uge sætter centeret nemlig det første spadestik til et helt nyt, inspirerende miljø i og uden for centret ved den store rundkørsel ved Ørbækvej.
Kort fortalt bliver indgangen til biografen flyttet ind i centret ved Grøn Gade og bliver en integreret del af det i forvejen populære ’Food Avenue’, der huser 15 restauranter og caféer.
Herudover bliver der etableret et større parklignende grønt område med fokus på biodiversitet samt en overdækket passage fra den nye letbanestation og op til centrets indgang.
“Vi glæder os meget til at kunne tage udeområdet i brug og forbinde biografen med resten af centret og dermed gøre det til en større oplevelse for kunderne at besøge Rosengårdcentret.
Vi mener, at disse ændringer definerer både det nye Rosengårdcentret, men også fremtidens centre generelt. Med den store ombygning skaber vi simpelthen den totaloplevelse, vi hele tiden stræber efter,” fortæller Casper Bach Andersen, der er chef for Rosengårdcentret.
Ny, topmoderne biograf
Når den store ombygning står klar i slutningen af 2022, skal biografgængerne også vænne sig til at bestille billetter til ’Vue’ i stedet for ’Cinmaxx.’
Og det bliver i en helt ny, topmoderne biograf med den nyeste teknologi inden for skærme og lyd og med luksuriøse sæder, der kan vippes tilbage i alle salene.
“Vi har haft biograf i Rosengårdcentret i mange år og tror på, at det er et center med et endnu større potentiale på grund af placeringen, letbanen og udvidelsen af byen.
Derfor laver vi denne investering og benytter samtidig muligheden for at skifte navnet til ’Vue’, som vores biografer også hedder i England, Irland og Holland,” lyder det fra Geoff Moore, der er direktør for Vue International Ejendomme.
Aftalen med Vue International faldt på plads under nedlukningen. Og den store investering sætter en tyk streg under, at Rosengårdcentret er en attraktiv markedsplads.
Klar i 2022
De nye omgivelser og den nye biograf, Vue, står efter planen klar i andet halvår i 2022.
“Vi har været i dialog med Vue International om en udvidelse i flere år, og ironisk nok lykkedes det at nå til enighed under nedlukningen.
Det glæder os, for det bliver en fantastisk udvidelse af biografen, som også vil skabe mange nye, spændende oplevelse for kunderne i Rosengårdcentret. Nok har centret været lukket ned gennem længere tid, men bag de lukkede døre er der sket meget spændende
nyt med nye lejere, ombygninger og udvidelser.
Blandt andet står vi nu med en fuldt udlejet Food Avenue, og det viser tydeligt, hvor attraktiv Rosengårdcentret er,” fortæller Tim Griggs, der er leasingmanager hoos ECE Danmark, der administrerer Rosengårdcentret.