Søde dyr til halv pris: Sidste chance for billige billetter til Odense Zoo
De fleste danskere vælger i år at holde sommerferie inden for landets grænser – og der har heldigvis været masser af fordele at hente i sommerlandet.
Et flertal af Folketingets partier præsenterede tidligere på sommeren en såkaldt sommerpakke med en række initiativer til en række aktiviteter.
Det betyder blandt andet, at danskerne har kunnet spare 50% på indgangsbilletten til en række kulturaktiviteter i det ganske danske land.
Aftalen omfattede alt fra museer, spillesteder, teatre, zoologiske haver – og mange flere.
Sidste uge med sommerpakke
Det vil sige, at du bl.a. i Odense Zoo kan få en voksenbillet til 110 kr., mens en børnebillet koster 55 kr.
Nu varer det “desværre” ikke længe, før tilbuddet udløber.
Uge 32 er nemlig sidste uge omfattet af regeringens sommerpakke.
Har du købt billetter online til halv pris er de kun gældende til og med søndag d. 9. august. Efter en hektisk start efter Corona-lukningen blev det gjort obligatorisk, at man i Odense Zoo køber billet online.
Den del kommer også til at gælde i den kommende tid, selv om billetpriserne stiger til normalt niveau igen.