Autentisk indisk mad: Stor indisk restaurant-kæde åbner i Odense

Af Redaktionen

Restaurantkæden The South Indian udvider og åbner sit ottende spisested – denne gang i Odense.

Den indisk inspirerede restaurant The South Indian er populær både i København og i Aalborg, og nu udvider den med en ny restaurant i Odense.

The South Indian åbner midt i City i Vestergade 79.

Det bekræfter Home Erhverv Fyn over for MigogOdense.

“Vi er glade for at fortælle, at de flotte lokaler er udlejet til The South Indian, som snart slår dørene op til en spændende sydindisk restaurant med høj kvalitet på maden,” siger Rasmus Renner fra Home Erhverv Fyn.

Autentisk restaurant fra det klassiske Chettinad køkken

The South Indian har fokus på mad fra det sydlige Indien og beskriver sig selv som “en autentisk restaurant med det klassiske Chettinad køkken”.

Chettinad betyder egentlig mesterkok og er berømt for brugen af mange forskellige krydderier samt en unik sammensætning af disse i tilberedningen af maden.

Det er med til at give maden en karakteristisk og kraftigt krydret smag.

De vigtigste krydderier i Chettinad køkkenet er tørrede kapers bær (marathi mokku), stjerneannis (anasipoo) og en eksotisk lav med navnet kalpasi.

Men også krydderier som tamarind, hele røde chili og fennikel (saunf) bruges sammen med kanel, nelliker, laurbærblade, peberkorn, spidskommen og bukkehorn.

De forskellige restauranter hos The South Indian har individuelle menuer, hvor der forberedes lækker og unik mad, samt en række af ”must try” sydindiske specialiteter.

Har i forvejen syv restauranter i landet

The South Indian har fire restauranter i København samt en i Århus, Herning og Aalborg. Nu satser de altså på postnummer 5000.

Til maden kan du blandt andet nyde indiske øl som Kingfisher og Cobra, eller du kan smage indisk mineralvand, der stammer fra regnen og sneen i Himalaya, som langsomt er smeltet og trængt gennem godt 4.000 meter af Himalayas grundfjeld.

Der er endnu ikke sat en officiel åbningsdato på.