Tinderbox nærmer sig: Her er årets spilleplan
Nu er der efterhånden ikke så længe til den 28. juni, hvor Tinderbox indtager Tusindårsskoven. Og arrangørerne har netop offentliggjort spilleplanen for alle tre dage. Få overblikket her.
De tre Tinderbox Band Battle-vindere Efternøler, Timur og Markus Valentin åbner hver dag den nye teltscene, hvorefter teltet overtages af festivalens nye koncept: Tinderbox Comedy.
Torsdag – Morten fyrer op under Tinderbox
På hovedscenerne er det torsdag Biffy Clyro, der har fået lov til at åbne ballet på en dag, hvor man desuden kan opleve navne som Bastille, Prophets of Rage, Iggy Pop og Depeche Mode, inden Morten går på scenen for at levere den vildeste nattefest.
Fredag – fællessang med Dizzy Mizz Lizzy
Der bliver helt sikkert også fest, når Scarlet Pleasure åbner festen på hovedscenerne om fredagen, inden blandt andre French Montana, Wiz Khalifa, Alanis Morissette og Kygo tager over. Der rundes af med fællessang leveret af Dizzy Mizz Lizzy, som i 2016 viste, at de ikke har nogen problemer med at samle Tinderbox-folket foran en af de store scener.
Lørdag – Tiësto slutter af med et brag
På festivalens sidste dag sættes det hele i gang af Mads Langer, der får følgeskab af navne som C.V. Jørgensen, Editors, Nik & Jay og Jack White. De skal nok formå at holde gryden i kog, inden den helt store forløsning leveres af Tiësto, der er sidste navn på scenen på Tinderbox 2018.
Magicbox
Sideløbende med musikken på de to hovedscener og teltscenen, hvor man udover Tinderbox Band Battle-vinderne også kan opleve navne som Yungblud, Off Bloom, The Breeders og Jamie Lawson, er der som altid fuldt program på Magicbox. Området vil endnu engang blive redesignet og sceneudsmykningen ændres, så alt er perfekt, når Kungs, Vini Vici og Steve Aoki med flere skal sikre festen på Magicbox om torsdagen.
Fredag har et særlig stærkt dansk program, når WhoMadeWho (DJ Team), Kato og Pegboard Nerds er på programmet sammen med internationale navne som Will Sparks og Laidback Luke, og så bliver der rundet stærkt af lørdag med Alan Walker, Snavs og R3hab.
Du kan finde hele den endelige spilleplan på Tinderbox.dk samt i den officielle Tinderbox 2018 app, hvor man kan begynde at sætte stjerner for at planlægge, hvilke koncerter man skal se for enhver pris.
Fjerner pantboderne
I går kunne arrangørerne desuden fortæller, at der ikke kommer til at være pantboder til dette års Tinderbox. Det betyder, at de professionelle pantsamlere, der har været et forstyrrende element på festivalen for både gæster og frivillige, ikke længere har mulighed for at samle pant. I stedet udvider Tinderbox samarbejdet med en række velgørende organisationer, så de nu som de eneste vil kunne få penge til velgørenhed for indsamlet pant.
Du kan dog stadig spare panten, når du bytter til en ny genstand i baren.
Hvis du endnu ikke har købt billet til Tinderbox Festival, kan du finde dem her. Bemærk, at endagsbilletter til torsdag allerede er udsolgt. Men der er fortsat ledige endagsbilletter til både fredag og lørdag samt partoutbilletter, så man kan deltage i alle festivalens tre dage.