Fjernvarmeledning skal repareres: Tungt trafikeret vej spærres

Der har efterhånden været meget vejarbejde på Åløkke Allé.
I juni og juli sidste år blev strækningen spærret i en hel måned, fordi der skulle bygges en ny tunnel.
Denne gang er det heldigvis ikke så lang tid.
Odense Kommune skriver, at Åløkke Allé spærres tæt på Rugårdsvej fra i dag, den 24. august, onsdag den 25. august og torsdag den 26. august i tidsrummet kl. 18.00 til 05.00. Der skiltes med rute til omkørsel.
Grunden til spærringen er, at Fjernvarme Fyn skal reparere en fjernvarmeledning på strækningen tættest på Rugårdsvej.
Udenfor det angivne tidsrum kan man køre som normalt.