Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Unikt fortidsminde: Skjult vikingeborg i Odense kan blive verdensarv

Af Stine Kjølby Christensen
Illustration af hvordan vikingeborgen Nonnebakken kan komme til at se ud i bybilledet. Forrest ses en lav model af den oprindelige vikingeborg. I baggrunden ses en vold, der viser, hvordan den oprindelige borgvold var anlagt. Bag ved volden er det Odd Fellow Palæet.
Illustration af hvordan vikingeborgen Nonnebakken kan komme til at se ud i bybilledet. Forrest ses en lav model af den oprindelige vikingeborg. I baggrunden ses en vold, der viser, hvordan den oprindelige borgvold var anlagt. Bag ved volden er det Odd Fellow Palæet.

Harald Blåtands gamle vikingeborg Nonnebakken i Odense kandiderer sammen med fire andre danske ringborge til UNESCO’s Verdensarvsliste.

Fredag har kulturministeren sendt en 400 sider lang ansøgning til Paris.

I 970-980’erne fik Kong Harald Blåtand opført fem ringborge i Danmark. De skulle samle det danske rige og beskytte det mod fjender.

I midten af riget, i Odense, blev borgen Nonnebakken rejst og er i dag Odenses største fortidsminde. En borg, som var konstrueret til at modstå fjender med en ni meter bred og fire meter dyb voldgrav, en seks meter høj vold med træbeklædt front og bagside og porte i hvert verdenshjørne.

Fredag den 15. januar er Nonnebakken sammen med de fire andre danske vikingeborge – Aggersborg ved Løgstør, Fyrkat ved Hobro, Trelleborg ved Slagelse og Borgring ved Køge – indstillet til at blive verdensarv under UNESCO.

“Midt i Odense har vi et helt unikt fortidsminde med Nonnebakken. Det var den eneste af Harald Blåtands borge, som blev anlagt direkte ved en by, og det er lige her, at vikingekongens ambition om at samle det danske rige udkrystalliserer sig.

Hvis Nonnebakken bliver optaget som verdensarv, vil det tiltrække turister, skabe stolthed i byen og give odenseanerne en større forståelse for byens rødder og vores centrale plads i vikingetidens Danmark,” siger borgmester Peter Rahbæk Juel.

Vikingeborg gemt under jorden

Kulturminister Joy Mogensen har på vegne af de fem ansøgerkommuner underskrevet ansøgningen, som er sendt til vurdering i Paris. Ansøgningen er på mere end 400 sider og har taget tæt på to år at udarbejde.

I Paris vil organisationen ICOMOS granske ansøgningen og efterfølgende besøge de fem borge i Danmark, inden der falder en afgørelse i sommeren 2022.

Vikingeborgen Nonnebakken er næsten usynlig i bybilledet i dag, men dækkede i sin storhedstid området omkring Odd Fellow Palæet og Giersings Realskole. Odense Bys Museer og Odense Kommune har fået udarbejdet et formidlingsforslag, som skal gøre vikingeborgen mere synlig.

“Vi har vænnet os til at tænke på Nonnebakken som stort set forsvundet. Gravet væk, fordi byen dengang ikke kendte betydningen af det område, hvor der i dag er børn, der leger, unge der løber ture, og ægtepar der går hånd i hånd.

Men Odense Bys Museer har gjort et enestående arbejde i forhold til UNESCO, hvor der fuldstændig er ændret på denne opfattelse.

Ringborgen er velbevaret, skjult under græsplæner og fortove, og selve volden omkring borgen står visse steder i en højde på op mod 1,7 meter. Desuden er der gjort flere fornemme fund, blandt andet fem sølvskatte, og de er – som resten af Nonnebakken – genopdaget af Odense Bys Museer.

Det har været spændende at følge deres arbejde med ringborgen siden 2015, og det er den indsats, der har løftet Nonnebakken op i verdensarvsklassen,” siger by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt.

Odense som vikingeby

Arbejdet med at få de danske vikingeborge optaget som verdensarv har været forankret hos forskningscenterleder Mads Runge fra Odense Bys Museer.

“Hvis Nonnebakken udpeges som verdensarv, kan det være en løftestang for fortællingerne om Odense som vikingeby. Vi har allerede planer om at etablere en ‘vikingerute’ fra Møntergåden, hvor de originale genstande fra ringborgen kan ses, og til Nonnebakken.

Undervejs vil det være oplagt med stop ved Albani Kirke, hvor den sidste vikingekonge, Knud den Hellige, blev dræbt, og ved domkirken, hvor skeletterne af Knud og hans bror Benedikt ligger i fantastiske, forgyldte skrin og med unikke 1000 år gamle tekstiler,” siger Mads Runge.

Del artikel

Andre læser også