Åbnede sidste år: Populær delikatessebutik er nu sat til salg
Den populære delikatesseforretning La Petite – Vin & Gastro i Odense er sat til salg.
Det bekræfter La Petite nu på deres egen Facebook.
La Petite åbnede i august 2017, og har siden hen haft stor succes med deres koncept, der blandt andet har budt på kaviarsmagning og tapasarrangementer.
Derfor kommer det også som en overraskelse, at butikken nu søger nye ejere. Ifølge saxis.dk som formidler salget af butikken sælges delikatessebutikken grundet sygdom.
Lukker ikke butikken ned
Søndag meldte parret bag La Petite – Vin & Gastro følgende ud på Facebook;
“Vi lukker og slukker ikke. Butikken bliver ved med at udvikle sig indtil rette køber kommer. Kom ned og snak med os og lad os finde en løsning. Vi er åbne for mange muligheder.
Det er ikke muligt at lave varmt køkken da det er en kælderbutik med lavt til loftet. Vi havde sidste år koldt køkken.”
Med til opslaget var et link ind til Saxis, hvor man kan se yderligere detaljer om overtagelse af butikken. Det kan du se her
Var også et spisested i starten
Tina og Dean Veggerby-Overgaard startede La Petite som en kombination af et delikatesse mekka samt spisested. Men sidenhen er spisestedet lukket ned, og nu fremstår La Petite kun som delikatesseforretning.
Parret har dog i løbet af mandagen set sig nødsaget til at understrege, at der ikke er tale om en lukning.
Butikken sælges kun, hvis rette køber kommer forbi:
”Kære alle venner og kunder. Efter vores opslag igår, vil jeg bare gøre det helt tydeligt. Vi hverken lukker eller slukker. Butikken satte vi til salg allerede i oktober sidste år, men vi har på intet tidspunkt gået ned på kvalitet og kommer heller ikke til det.
Og vi lukker heller ikke, hvis rette køber ikke kommer. Vi forsætter som altid og prøver at forbedre os. Som I ved har vi lavet ændringer fra sidste år mht. restaurant delen.
Så træk vejret.. pt. løber vi ingen steder. Det er der simpelthen for varmt til.”
Det er også stadig muligt at booke en hyggelig aften i butikken, hvis selskabet består af otte personer eller derover. Her serveres der dog kun kolde retter.
Butikken kører også stadig med forskellige egne arrangementer.
Næste arrangement er d. 14-15. september. Læs mere om dem her.