Ny indisk madbod og renoverede lokaler: Arkaden åbner i dag med nyheder
Kalenderen siger den 6. maj, og man kan for alvor mærke, at Odense er ved at vågne op igen efter flere måneders nedlukning.
Byens restauranter, caféer, butikker er åbnet op, og i dag følger Arkaden Food Hall så trop.
Det store Streetfood-marked har brugt de seneste måneder på at bygge om, rykke rundt og ikke mindst forberede til en fed sæson.
Arkaden lover, at alt næsten er som det plejer med autentisk verdensmad og fadøl fra Carlsberg, men bag kulissen er der sket meget i de måneder hvor Arkaden har været lukket.
Lokalerne er blevet renoveret, der er kommet nyt udsugningsanlæg, nye planter og systemer er kommet til bl.a. bordbooking og madbestilling direkte på mobilen.
Madboderne har holdt deres forretningerne kørende med takeaway og fundet tid til at eksperimentere med nye retter og smagssammensætninger.
Coronavenlig madbestilling og ny indisk madbod
For en måned siden lancerede Arkaden deres egen takeaway web-app.
Maden bestilles via en mobilvenlig hjemmeside og hentes i Arkaden, og det nye selvbetjeningsmodul vil også være live fra i dag.
Det betyder, at husets gæster kan sidde på deres plads og bestille lige nøjagtig det de gerne vil spise. Når maden er klar, får de en SMS om, at maden kan hentes i madboden. På den måde undgår de kødannelse og for meget ventetid.
Der er også nyheder omkring madboderne.
Spicy Take Away lukkede i november sidste år, men i dag åbner en ny indisk madentusiast med mange års erfaring.
På 1. sal ved siden af Det Gode Sted er der åbnet en pop-up outlet med alt fra Levels tøj til børn, jakker og designerskjorter til mænd og forskelligt tøj til kvinder. Alt koster mellem 50-100 kr.
Otto’s Anatolien Food har lyttet til sine gæster og fået en lækker mellemøstlig dessert på menukortet.
Det Gode Sted og Mida’s Hot Crispy Chicken har også varslet, at der de kommende måneder kommer nye spændende forårs- og sommer lækkerier på deres menukort.
Events og aktiviteter til sommer
Arkaden Food Hall er også kendt for deres mange events og aktiviteter, og Nadia Chaudhary, direktør i Arkaden, forsikrer om, at de vender tilbage:
“De kommer igen, men vi venter til juni.
Banko, musikquiz, fodboldquiz og familiebanko var meget populære før nedlukningen, dem planlægger vi naturligvis på ny. Vi arbejder også på andre spændende overraskelser.”