Delvis solformørkelse: Sjældent fænomen kan opleves i dag
I dag torsdag d. 10. juni ved middagstid kan man opleve et særligt astronomisk fænomen på sommerhimlen.
En delvis solformørkelse finder sted, og den kan ses her i Odense startende fra ca. 11.29. Den forventes at være maksimal kl. 12.36 og 13.47 skulle den være overstået.
Så du har altså et par timer til at opleve det helt unikke fænomen. Det er bare vigtigt, at du ikke kigger direkte op uden briller.
“Man må aldrig kigge direkte på Solen, for man kan simpelthen ødelægge sine øjne ved det.
Vil man se solformørkelsen, bør man enten bruge nogle særlige solformørkelsesbriller eller lave en projektion, hvor man kigger på det indirekte,” siger astrofysiker, Tina Ibsen til B.T.
Sidst var 2015 i Danmark
En solformørkelse optræder, når Solen, Månen og Jorden står på en ret linje i verdensrummet med Månen i midten. Månen vil så kaste en skygge på Jorden og set fra Jorden ”tage en bid af Solen”.
Solformørkelser finder sted to gange om året, og det varierer, hvor de kan ses fra.
Fra Danmark kunne en delvis solformørkelse sidst ses i marts 2015.