Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Syng indbrudstyven væk: Fyns Politi laver julesang med vigtige råd

Af Simone Vestergaard

Vi ved det jo godt.

Indbrudstyve holder ikke juleferie…

Julen er en højtid for tyveknægte, og det er med en markant anden dagsorden end familiehygge og julefred.

Antallet af indbrud stiger i juledagene, og derfor opfordrer Fyns Politi i en pressemeddelse, borgerne til at tage en række simple forholdsregler for at undgå ubudne gæster.

Et mørkt, forladt hus – ingen lys hverken ude eller inde, der er totalt ryddet op og indkørslen er gabende tom.

Postkassen ser ud til kunne eksplodere hvert øjeblik, så fyldt er den. Scenen er sat til det perfekte indbrud.

“Man kan godt sige, at indbrudstyve er professionelle på deres felt.

De ved udmærket godt, hvad de skal holde øje med – og et hjem, der oser af at være forladt, er lige til at gå til.

Derfor handler det om, at hjemmet ser beboet ud, og at man i nabolaget står sammen om at holde et vågent øje med kvarteret,” siger vicepolitiinspektør Jesper Pedersen fra Fyns Politi.

Syng tyven væk

Der er altså meget at huske på, hvis man vil forebygge indbrud i sit hjem.

Derfor har Fyns Politi lavet en sjov lille sang, som måske kan gøre det nemmere at huske de vigtigste budskaber.

Du kan eventuelt synge den med dine naboer, dine kolleger, dine venner og familie – melodien kender de fleste i hvert fald.

Sammen med sangen har de udsendt en række gode råd til, hvordan man kan sikre sit hjem mod indbrud:

– Gem værdifulde ting væk, så de ikke er synlige fra vinduerne

– Få naboerne til at holde øje med dit hus, sætte en bil i indkørslen, tømme postkassen og bruge din skraldespand. Foreslå naboen at gå ture ved dit hus – og har det sneet, må de gerne traske godt med fodspor hen til huset døre, garage, carport osv.

– Lad lys, radio og tv stå tændt. Brug et tænd/sluk ur eller en anden timerfunktion, gerne så det slukker og tænder på forskellige tidspunkter. Slå ringeklokken fra.

– Lad være med at rydde op. Lad opvasken stå, vasketøjet hænge, sengene være uredte og legetøjet flyde på gulvet. Lidt rod får det til at se ud som om, der er nogen hjemme.

– Sæt bevægelsessensorer på din udendørsbelysning, så lyset automatisk tænder, hvis en ubuden gæst lister sin ind på grunden.

“Det lyder måske som simple råd, men de er faktisk ret effektive.

En god ide er også at hilse på folk i kvarteret, som man ikke kender.

Tyve bryder sig ikke om at blive genkendt. Når man hilser på tyven, er han blevet set, og så er der risiko for, at han kan blive genkendt.

Sådan en oplevelse kan få tyven til at forlade området,” siger Jesper Pedersen.

Det er også en rigtig god ide, at forsyne hjemmet med gode låse og tyverisikrede vinduer.

Mange vinduer har udvendige glaslister, der er sømmet fast med små søm. De er meget nemme at fjerne. Ruden kan derefter løftes ud – og så har tyven fri adgang.

Derfor er det en god ide at skifte sømmene i glaslisterne ud med tyverisikrede skruer.

Har du været udsat for indbrud?

Hvis du kommer hjem til et hus, der har været ramt af indbrud, så er det vigtigt, at du ikke rører ved noget, så politiet har mulighed for at sikre spor – fingeraftryk, DNA spor, fodaftryk – som kan være med til at finde frem til gerningsmanden.

Hvis du opdager, der har været indbrud, så ring 114.

Er tyven stadig i huset eller lige i nærheden, så ring 112.

Mød politiet til en snak om indbrud

Få gode råd om at forebygge indbrud i Fyns Politis mobile politistation, hvor to politifolk er klar til at give gode råd og vejledning.

Her kan du møde den mobile politistation frem til jul:

– Søndag d. 16. december kl. 10.00-16.00 på butikstorvet i Bilka, Odense
– Tirsdag d. 18. december kl. 9.30-14.00 på Torvet, Faaborg
– Torsdag d. 20. december kl. 9.30-14.00 på Torvet, Rudkøbing

Del artikel

Andre læser også