God nyhed for alle nisse-fans: Juleparadis har slået dørene op

Det er godt nok stadig oktober, men hvis du hører til én af dem, der ikke mener, at julen kan starte tidligt nok, så må du en tur i Rosengårdcentret.
Det Gamle Apotek har nemlig åbnet en pop-up-butik i Rosengårdcentret fyldt med julepynt og brugskunst.
Her kan enhver julefan få alt, hvad der skal til for at indrette hjemmet som Gertrud Sands stue.
Og fordi Halloween er lige om hjørnet, er der også masser af skræmmende udsmykning på hylderne.
Frem til midten af januar
Pop-up-butikken sælger med andre ord alt, hvad ethvert julehjerte kan begære – og altså også, hvad enhver Halloween-fan kan ønske sig.
“Hvis du allerede er i julestemning, finder du naturligvis også alt, hvad hjertet begærer af julesager, pynt og DIY, som kan gøre enhver juletype blød i knæene,” lyder det om Det Gamle Apotek.
Butikken ligger i Rosengårdcentrets Lilla Gade, og her vil den være at finde frem til midten af januar.