Indflytning udskydes: Corona forsinker byggeriet af Nyt OUH
Som følge af corona-krisen har Region Syddanmark og totalentreprenøren JV CMB/Itinera indgået en aftale om, at totalentreprenøren får udsat afleveringstidspunktet for Nyt OUH med op til fire måneder.
Det betyder, at regionens indflytning på Nyt OUH bliver senere end planlagt.
Som så mange andre steder i det danske samfund sætter corona-krisen også sit aftryk på byggeriet af Region Syddanmarks nye universitetshospital i Odense, der bliver Danmarks største nybyggede sygehus.
Den italienske totalentreprenør JV CMB/Itinera skal bygge langt størstedelen af det nye sygehus, og selve byggeriet har stået på i et års tid nu.
På grund af corona-krisen har det i en periode hen over foråret og sommeren knebet for totalentreprenøren med at skaffe tilstrækkeligt mange håndværkere på byggepladsen.
Ydermere har totalentreprenøren haft svært ved at indgå leverandørkontrakter på grund af usikkerheden generelt i Europa som følge af corona-krisen.
Dette har også haft tidsmæssige konsekvenser for byggeprojektet, da der er sket tidsmæssige forskydninger af planlagte leverancer.
Udover at forskellige byggeaktiviteter er blevet udskudt, har det også forsinket byggeriet, at de håndværkere, der har arbejdet på byggepladsen, har arbejdet i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes henstillinger og retningslinjer.
Forsinkelse på op til fire måneder
Region Syddanmark hørte første gang fra totalentreprenøren om de tidsmæssige udfordringer i foråret 2020, og de to parter har siden været i tæt dialog om sagen.
I forbindelse med corona-krisen har Folketinget vedtaget en midlertidig særlov, der blandt andet åbner op for, at offentlige bygherrer kan undlade at opkræve bod som følge af bygge-forsinkelser, når forsinkelserne skyldes corona-krisen.
Det er med udgangspunkt i denne særlov, at Region Syddanmark og JV CMB/Itinera nu har indgået en aftale om, at totalentreprenøren får udsat afleveringstidspunktet for Nyt OUH med op til fire måneder.
JV CMB/Itinera skulle efter planen have afleveret det nye universitetshospital til Region Syddanmark i slutningen af 2022.
Nu kommer overdragelsen til at ske i det tidlige forår 2023. Forsinkelsen på grund af corona sker uden omkostninger for Region Syddanmark.
Dog vil der være afledte omkostninger relateret til forlængelse af Region Syddanmarks egen projektorganisation på Nyt OUH.
Formanden for Region Syddanmarks anlægs- og innovationsudvalg, Karsten Uno Petersen (S), siger:
“Sygdom er hver mands herre. Det har været et udfordrende forår med corona. Krisen har blandt andet gjort det vanskeligt at skaffe håndværkere nok på byggepladsen.
Under de vanskelige betingelser synes jeg, det er rimeligt, at vi som offentlig bygherre udviser ordentlighed og professionalisme og anerkender de tidsmæssige konsekvenser, som corona har haft på byggeriet.
Vi er rigtigt glade for samarbejdet med JV CMB/Itinera. De har fulgt myndighedernes retningslinjer og taget gode forholdsregler for håndværkerne på byggepladsen under pandemien.”
Ændrede myndighedskrav giver yderligere forsinkelse i enkelt delprojektet
Den del af sygehuset, der blandt andet kommer til at huse strålebehandling, nuklearmedicinsk afdeling og apotek, bliver samlet set seks måneder forsinket.
Dette skyldes primært ændrede, mere restriktive myndighedskrav, som betyder, at bygningen i endnu højere grad beskyttes mod radioaktiv stråling.
Derfor bliver tidsplanen for dette delprojekt (DP08) yderligere forlænget med to måneder. Ændringerne af bygningerne og den afledte forsinkelse vil indebære en merudgift i størrelsesordenen 25 mio. kr., som afholdes inden for projektets økonomiske ramme.
Regionen får nøglerne til Nyt OUH i foråret 2023
Totalentreprenøren JV CMB/Itinera afleverer det nye universitetshospital til Region Syddanmark i foråret 2023.
Derefter vil der gå en periode med forberedelse, før flytningen fra det nuværende universitetshospital til Nyt OUH kan finde sted.
OUH går nu i gang med at finde ud af, hvordan forsinkelsen påvirker de forberedelser, der allerede nu er i gang rundt på sygehuset.