Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Karmaklubben holder fester i de store byer: I morgen går det løs i Odense

Af Betina Vestergård Jepsen
Lone til en af dansefesterne.
Lone til en af dansefesterne.

I morgen kommer Karmaklubben igen til Odense og starter en fest på Kulturmaskinen.

Karmaklubben er en betegnelse for de åbne fester, som forfatter, blogger og foredragsholder Lone Rasmussen startede i København for 9 år siden.

Musikken er til for gæsterne

Der er en helt bestemt årsag til, at Lone startede Karmaklubben:

”En aften var jeg til åbning af et diskotek i København, og DJ’en havde tydeligvis en fest. Men alle gæsterne kom ikke rigtig ud på dansegulvet, og det, syntes jeg, var ærgerligt.

Derfor spurgte jeg DJ’en, om han ikke kunne spille noget Nik og Jay eller noget, som ville få folk ud at danse. Til det svarede han, at han spillede den fede musik, og så måtte han jo bare opdrage lidt på folk, hvis de ikke kunne lide det,” siger Lone.

Lige nøjagtig den kommentar fik Lone til at tage direkte hjem og opfinde konceptet Karmaklubben, for i hendes verden går man i hvert fald ikke i byen for, at DJ’en kan have en fest.

”Hos Karmaklubben er musikken for gæsternes skyld og ikke kun DJ’ens. Det vil sige noget positivt og glad dansemusik. Noget man bliver i godt humør af,” siger Lone.

Ikke kun for natteravnene

Der var også en anden årsag til, at Lone startede Karmaklubben:

”Jeg er rigtig glad for at danse, hvilket jeg altid har været. Og jeg er også meget glad for at møde nye mennesker. Derfor syntes jeg ikke rigtigt, det gav mening at sidde hjemme fra kl. 20, for så går der ofte rødvin og hygge i den, og så kommer man alligevel ikke afsted i byen.

Og det passede heller ikke til mig, at nattelivet først startede omkring kl. 23-24. Selv da jeg var 16-17 år, var jeg træt på det tidspunkt, og efter jeg er blevet ældre, kan jeg godt lide at overholde min sengetid.

Jeg gider ikke at skulle ligge brak hele dagen efter. Derfor er det vigtigt for mig, at Karmaklubbens fester starter tidligt. Vi starter kl. 20,” siger Lone.

For både singler og par

Lone startede også Karmaklubben, fordi hun ikke kunne forstå, at folk i hendes omgangskreds holdt op med at gå ud, når de fik en kæreste:

”Det gav ikke rigtigt mening for mig, for jeg går ikke i byen for at finde en kæreste. Jeg kan bare godt lide at gå ud at danse og møde nye mennesker osv.

Jeg synes personligt, det ville være skønt, hvis der var flere par, som tog ud at danse med hinanden og de andre gæster,” siger Lone.

Alle er velkomne i Karmaklubben

Selvom Karmaklubben er en dansefest, er der intet krav om at danse.

”Folk kommer også for at nyde stemningen og musikken og hygge sig i baren med de andre gæster,” siger Lone og fortsætter:

”Det er meget svært at beskrive den typiske karmagæst. Man kan ikke rigtigt sætte en alder eller type på vedkommende. Det er mennesker, som synes det med at gå ud tidligere er en fed idé. Og det er mennesker, som også godt kan lide fællesskabet”.

Ligesom en privatfest

”Karmaklubben er ligesom en stor privatfest. Og så er stemningen mere afslappet end i byen. Man kan komme i lige den påklædning, man har lyst til.

Derudover er indstillingen måske også lidt anderledes, fordi der ikke er nogen, der forventer mere af én, bare fordi man danser. Man kommer for at have det sjovt og få humøret i top. Og hvis man ikke synes, det er noget, kan man jo bare gå igen”.

Du er inviteret til fødselsdag i Odense

Den 22. september er alle inviteret til Karmaklubbens fødselsdag, hvor det er 3 år siden, de startede i Odense:

”Karmaklubben klarer sig godt i Odense. Nu er Karmaklubben i Odense jo vores yngste lillesøster til Karmklubben i Aarhus, som bliver 7 år, og Karmaklubben i København, som bliver 9 år. Derfor har Odense været så heldig, at budskabet om Karmaklubben er løbet i forvejen, så folk nogenlunde ved, hvad vi står for.

For der er det med ordet ’karma’, at folk tænker: ”Åh nej. Det er sikkert sådan noget, hvor folk danser gulerodsjuice og løber rundt i bare tæer”. Det støtter jeg fuldt op om, men det er bare ikke det, Karmaklubben går ud på. Vi har en bar og god musik ligesom andre fester,” siger Lone og afslutter med en opfordring til alle interesserede:

”Jeg glæder mig til at se jer alle sammen til vores 3 års fødselsdag i Odense. Vi skal have lagkage og flag og balloner og det hele. Så det bliver dejligt.”

Har du lyst til at deltage i Karmaklubben?

Hvis du synes, Karmaklubbens fester lyder sjove, er det bare med at møde op på Kulturmaskinen (Farvergården 7, Odense C) i morgen kl. 20.
Arrangementet koster 100 kr.

Læs mere om Karmaklubben her.

Del artikel

Andre læser også