Du skal være hurtig: Kom til kæmpe kagebord på Åen
Ja, ja – det er jo i maj for pokker.
Sådan tænker de fleste nok, når de ser, at Det Store Kagebord på Åen afholdes søndag d. 26. maj.
Men må vi så lige minde om, at Ginsmagning på Åen og Rosésmagning på Åen i maj allerede er udsolgt.
Lad os bare konstatere med det samme. Odense Aafart har fat i den lange ende. De kører geniale koncepter, og de ved præcis, hvad odenseanerne hungrer efter.
Konditori Kagedåsen leverer kagerne
Nu trækker de så den helt store trumf og arrangerer kagebord på Åen.
Konditori Kagedåsen og Odense Aafart inviterer til en dag i kagernes tegn.
Man starter ombord på båden, hvor der bliver serveret et glas mousserende vin som velkomstglas.
Når gæsterne ombord ankommer til Fruens Bøge, er det store kagebord dækket op i form af en lækker buffet med en alverdens velsmagende kager, hvor den står på ren picnichygge i det grønne med tæpper, te, kaffe og kage.
Så tag familien og vennerne under armen og lad dig forføre af de skønne kager, spis til du revner og slå derefter mave under de smukke trækroner.
Billetterne koster 299 kr. stykket, men man får en oplevelse og kage ad libitum med i købet. Vi har i hvert fald tænkt os her på redaktionen at tage en smut med.
Ugen efter kører Odense Aafart desuden Ginsmagning på Åen igen, og den er endnu ikke udsolgt.
Hvad: Det Store Kagebord på Åen
Hvornår: Søndag d. 26. maj kl. 14-16
Hvor: Odense Aafart
Billetter her