Store præmier på højkant: Laver du Danmarks bedste kage?
Har du en kollega, der altid praler med sin helt fantastiske brunsviger? Eller måske en svigermor, der mener hun bager verdens bedste drømmekage?
Så er det nu, de skal bevise, at de har, hvad der skal til.
For nu afholdes Danmarks første mesterskab i brandepandekager.
Der er dømt fri fantasi
Det er Ugebladet Hjemmet, der står bag konkurrencen, og alle kan være med.
Så hvis du altid får ros for din chokoladekage til forældremøder eller ligger inde med den familieopskrift, som bliver efterspurgt til alle fødselsdage, så har du nu chancen for at vinde titlen som Danmarksmester i bradepandekager.
Du skal blot sende din opskrift afsted inden d. 12. september.
Der er dømt fri fantasi, så længe kagen bages i en bradepande. Og der er både plads til de eksperimenterende kager og de gode gamle klassikere.
Hjemmets madredaktør og medlem af dommerpanelet, Kimmie Prütz Petersen, sidder klar til at modtage opskrifter og billeder af hele Danmarks bradepandekager:
“Vi på Hjemmets redaktion elsker kager, og bradepandekagen er noget, alle kan være med på. Vi kender den alle sammen. Det er den kage, man tager med under armen, når man skal til arrangementer med børnene.
Det er kagen, man altid bager til familiefødselsdage og så er det jo ofte også en kage, der smager af barndom. Den er praktisk, den er for alle og så smager den jo bare superlækkert”.
Meddommer og kageekspert er bagermester Michael Mikkelsen, der har sin egen bagerbutik i Esbjerg. Butikken er en del af bagerkæden GuldBageren, som han også er med til at udvikle nye produkter hos.
Sammen med en jury fra Hjemmets redaktion vil dommerpanelet udvælge de ti bedste kandidater, bage dem og smage dem. De ti finalist-kager bliver alle præsenteret i ugebladet Hjemmet som inspiration til andre kageglade.
Derefter kårer dommerne årets Danmarksmester i bradepandekager.
Sådan deltager du
Alt man skal gøre for at vinde titlen er at sende sin opskrift, et billede af den færdigbagte kage og gerne et par linjer om kagen til Kimmie Prütz Petersen på kimmie@hjemmet.dk eller sende det hele i et brev til Hjemmet, Story House Egmont A/S, Strødamvej 46, 2100 København Ø, mærket Bradepandekage.
Hvis der også gemmer sig en god historie bag kagen, så send den endelig med – historien vel at mærke, ikke kagen.
Man må sende én – tre opskrifter pr. person, og det er vigtigt, at man også husker at skrive sit navn, sin adresse og sit telefonnummer. Læs mere on konkurrencen her.
Store præmier på højkant
Hvis man er kageentusiast, er der godter på podierne. Der er mulighed for at vide store præmier fra Electrolux og Bagebixen til en samlet værdi af 4.545 kr.
Hovedpræmien er en Create 5 køkkenmaskine fra Electrolux, hvis cirkulerende rørefunktion og kraftige 1200W motor giver optimale og ensartede bageresultater. Anden- og tredjepræmien er gavekort til Bagebixen.dk på hhv. 1.000 og 750 kr.
Fristen for at deltage i konkurrencen er d. 12. september, så skynd dig at sende din opskrift før din naboby.