Markant smittestigning i samfundet: Nye restriktioner kan være på vej
Corona-smitten i samfundet er i skrivende stund stærkt stigende, og det får nu sundhedsministeren til at reagere.
Magnus Heunicke (S) har indkaldt Folketingets partier til en briefing omkring samfundssituationen, og hvordan vi kan komme den stigende smitte til livs. Briefingen finder sted i morgen, fredag.
Antallet af nye smittede er pt. på sit højeste siden januar, mens antallet af indlagte har ramt de 200.
At smitten skulle stige i løbet af efteråret, var sådan set blevet forudset, men at det skulle gå så stærkt, er kommet bag på partierne – og dét skal løses.
I forbindelse med udmeldingen om briefingen har Heunicke udtalt, at der muligvis kan komme nye restriktioner på bordet, hvis det bliver nødvendigt.
Ikke flere kviktestcentre på vej
Flere kommuner har også ønsket, at kviktestcentrene blev genetableret, men det afviser Heunicke kommer til at ske foreløbigt. I stedet arbejder man på at udvide kapaciteten inden for PCR-tests.
Antallet af smittede differentierer sig fra kommune til kommune. I øjeblikket er Odense Kommune ikke blandt de kommuner med mest smitte:
De seneste syv dage har Odense haft knap 90 nye smittede borgere pr. 100.000 indbyggere, mens eksempelvis Glostrup har 460.
Eksperter har desuden udtalt, at den stigende smitte lige nu skyldes en epidemi blandt de uvaccinerede, og Magnus Heunicke appellerer også til, at de 13 % af de voksne danskere, der endnu ikke er vaccinerede, bliver det.