Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Særlig oplevelse i Odense: I ny app fortæller ofrene selv

Af Christina Frederiksen

Snublesten bringer fortiden ind i nutiden som små gyldne mindesmærker, der fortæller en vigtig historie.

De er lagt for at mindes ofrene for Holocaust og nazismen.

Når du ser snublestenen i fortovet, kan du nu gennem en ny app komme tættere på de mennesker, der blev ofre for nazismen og deres historie.

Appen er skabt af Historiens Hus i Odense og med indhold produceret af Dansk Jødisk Museum.

I år markeres 80-året for aktionen mod de danske jøder i oktober ’43.

Selvom den danske fortælling under krigen på mange måder er lys i forhold til andre europæiske jøders skæbne, så var det ikke alle, det lykkedes at flygte til Sverige.

Også i Danmark endte både jøder og andre, der blev forfulgt for deres religion, politiske overbevisning eller seksuelle orientering, som ofre for nazismens forbrydelser eller for deres bidrag til modstandskampen.

For at mindes de mange enkeltpersoner som individer, lægges en såkaldt snublesten ud for personens sidst kendte bopæl. Det er Europas største decentrale mindesmærke.

Der er på verdensplan lagt over 80.000 sten. Snublestene kan for så vidt virke uformidlet, hvem er stenen lagt for og hvorfor?

Som et formidlingsmæssigt tillæg kommer nu i en dansk kontekst en ny app.

I appen kan du høre ofrets personlige historie på stedet – lige der på fortovet, hvor du er ’snublet’ over stenen.

Den sidste generation af førstehåndsvidner til 2. verdenskrig bliver uundgåeligt mindre og mindre. Derfor er der en særlig opmærksomhed på, at historien må ikke forsvinde med vidnerne, men huskes.

”Historien findes kun, hvis den bliver fortalt. Det er en lidt anderledes og ny måde at formidle historien på som især er målrettet de yngre generationer” udtaler museumsdirektør Janus Møller Jensen. 

Refleksion og eftertanke

I en tid med fortsat krig, forfølgelse og antisemitisme er det vigtigere end nogensinde at formidle historien, så den bliver mere tilgængelig og vedkommende for alle.

Formidlingen er tiltænkt alle historieinteresseret og særligt skoleklasser, som kan gå på opdagelse efter historien i byrummet.

Jeg-fortællingerne er fiktionaliseret over historiske kilder og pårørendes beretninger. Det er en seriøs, værdifuld og ikke mindst virkningsfuld kommunikationsform, der sætter den personlige fortælling i centrum. Fortællingerne er indlæst af skuespillere eller radioværter.

”Over 55 snublesten over hele landet er foreløbig en del af appen.

Vi er gået lige til kanten i vores stræben efter at gøre formidlingen nærværende og levende. Vi har givet ofrene en stemme og gjort dem levende.

Tanken er, at det vil give mere rum til refleksion og eftertanke,” udtaler stadsarkivar Johnny Wøllekær fra Historiens Hus i Odense. 

Med denne nye app er der skabt et medie, som kan være med til at sikre en større tilgængelighed og en landsdækkende formidling af denne særlige del af danmarkshistorien ved at lægge et digitalt formidlingslag ind over.

Der udvikles samtidig et undervisningsmateriale, der vil være tilgængeligt fra efteråret, hvor der vil blive lagt yderligere snublesten i flere danske byer.

Appen er udviklet af Historiens Hus og med indhold produceret af Dansk Jødisk Museum. Projektet har fået økonomisk støtte fra Undervisningsministeriet.

Prøv webappen her. 

Del artikel

Andre læser også