Højeste antal smittede på et døgn i landet: Odense er i kritisk rød zone

Skrevet af: Michael Qureshi

Statens Serum Institut har her klokken 14.00 udgivet de seneste tal, og her er der konstateret 1605 nye smittetilfælde i Danmark det seneste døgn.

Det er det højeste antal smittede registeret nogensinde på et døgn i Danmark. Det skal dog bemærkes, at der i foråret slet ikke blev testet i lige så høj grad som nu.

I alt er der foretaget 77.754 prøver i løbet af det forgangne døgn.

Antallet af indlagte er steget med en enkelt i løbet af døgnet, så der nu er 267 indlagte. 38 er på intensiv, og 28 er lagt i respirator.

Højeste tal i Odense

Kigger vi helt lokalt er tallene for Odense Kommune også frigivet. Her stiger smitten også bekymrende.

Odense har målt det højeste incidens-tal, siden man begyndte at teste mere strategisk. Helt konkret er tallet 203,7, hvilket er antal smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage.

Odense er også meget mørkerød på Danmarkskortet hos Statens Serum Institut, og man er den 24. hårdest ramte kommune i landet lige nu.

Geografisk set er det stadig især hovedstadsområdet, der har mange smittede, mens også Holstebro, Odense, Slagelse og Vordingborg ligger i den høje ende, når man kigger på antallet af smittede pr. 100.000 indbyggere.

Du kan selv se tallene for hele landet her