Landsbyen sætter fokus på selvforsyning: Se høne blive slagtet
Hønen er festmad, men den er også meget mere bæredygtig mad end ko og gris.
Det skriver Museum Odense i en pressemeddelelse i forbindelse med årets sæsonstart i Den Fynske Landsby.
Hønen kommer ind i billedet, fordi Landsbyens folk Langfredag vil vise, hvordan man slagter en høne, og samtidig fortælle om hvorfor, man gør det, og hvad der skal til.
Det er første gang, at Den Fynske Landsby slagter en høne foran sine gæster.
Vær opmærksom på, at en slagtning kan være en voldsom oplevelse. Derfor skal alle børn være i følge med en voksen.
Når Den Fynske Landsby viser slagtningen, skyldes det, at slagtning er en vigtig fortælling, når museet skal dykke ned i emnet om at være selvforsynende, siger udviklingschef Lise Gerda Knudsen:
”Vi slagter hønen for at fortælle om en form for selvforsyning, som både var almindelig i 1800-tallet, og som er mulig for mange af os i dag.
Det er blevet populært at holde høns i baghaven, for høns giver æg, samtidig med at de spiser grøntrester og holder ukrudt og snegle nede.
Desuden kan hønsene blive til en kyllingesteg eller en gang hønsekødsuppe på spisebordet”, siger Lise Gerda Knudsen.
Andre hønsehistorier – og påskekyllinger
I dag kan du købe æg hele året rundt, men sådan har det ikke altid været.
I 1800-tallet lagde hønsene ikke æg hele året. Først om foråret, når lyset kom tilbage efter vintermørket, begyndte æglægningen.
Derfor er æg og kyllinger blevet forbundet med forår – og i dag også med påsken.
Påske byder på mange muligheder for at komme tæt på hønsene og deres æg.
I den Fynske Landsby sker det med forskellige aktiviteter.
Du kan tage på historisk æggejagt, møde en kylling, prøve lykken i hønseskidningskonkurrencen og farve æg med plantefarve.
Den Fynske Landsby er et frilandsmuseum, som sætter fokus på bæredygtighed, fællesskab, cirkulær levevis i et historisk perspektiv.
Fakta:
Den Fynske Landsby åbner til en ny sæson skærtorsdag den 28. marts 2024.
Derefter er der åbent alle dage i påsken fra klokken 10-16.
Hønen bliver slagtet og plukket fredag den 29. marts klokken 13-14
Resten af påsken er skiftende program i Den Fynske Landsby – se mere på hjemmesiden.