Flammen-udfordrer afslører åbningsdato: Her åbner Restaurant Ilden i Odense
Om ganske få uger åbner en ny stor restaurant her i Odense.
Restaurant Ilden med deres kødbuffet-koncept på grill slår dørene op til deres fjerde restaurant i landet. Nu er åbningsdatoen også afsløret.
Det bliver onsdag d. 25. september, at Ilden sætter flammer under Odense og for alvor udfordrer den direkte konkurrent Flammen i en regulær kødkrig.
Masser af pladser
Det bliver i den gamle Danske Bank Bygning på Fisketorvet, at Restaurant Ilden åbner op med masser af plads i de lyse lokaler.
Ilden og Flammen har allerede lagt på grillen i forhold til den skærpede konkurrence.
Der har allerede været en del mundhuggeri parterne imellem.
“Vi har stadig brunch, som Flammen ikke kunne få til at køre. Og så bygger vi dobbelt så dyre restauranter. Vi bruger ikke Ikeas showroom, som Flammen gør.
Og køber også dyrere kød af bedre kvalitet, sagde partner i Ilden Brian Risby Knudsen, til Fyens Stiftstidende før sommerferien.
Det går også godt for Ilden. I seneste regnskabsår tjente de 2,4 mio. kr. efter skat. Dermed har kæden tjent i alt 11 mio. kr., siden den åbnede sin første restaurant i 2014.