Annonce
MigogOdense Nyt

Du får:

  1. Nyheder om og eksklusive Guider til Odense.
  2. De nyeste og hotteste tips indenfor Mad, Kultur, Shopping og Oplevelser i Odense.
  3. Eksklusive tilbud, som du får først.

Ved tilmelding til MigogOdense Nyt accepterer du samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Lækker indretning og gårdhave: Tre søstre åbner Café Unika i Odense på onsdag

Af Stine Schmidt Jørgensen

Det er en stor drøm, der snart går i opfyldelse, når søstrene Mathilde, Nathalie og Cecilie Fjord Christensen slår dørene op til kaffe, en hjemlig stemning og meget mere på Odenses nye café på Albanigade 17.

Her vil de give deres gæster følelsen af at komme ind i en afslappet stue. Alligevel er intet overladt til tilfældighederne.

Det lyse lokale er indrettet med nøje udvalgte kurvemøbler og bløde puder.

Selvom lysindfaldet fra loftet dekorerer de lyse vægge helt unikt, mangler de stadig at få hamret en billedvæg op til at ledsage lyset.

Alt imens arbejder de tre søstre på at finjustere de forskellige serveringer, så det ikke kun smager godt, men også ser lige så unikt ud, som caféens hyggelige interiør.

Det hele er unika

På bordene vil der snart være juices, grød og morgenboller at finde serveret i rette Unikaånd.

”Alle vores tallerkener er genbrugstallerkener, så det er sjældent, at vi vil servere på to ens i caféen,” fortæller Nathalie på 21 år.

Mellemste søster, Mathilde på 23, fortsætter;

“Vi har brugt meget tid på at finde alt servicen, men det har været fedt, når vi så har fundet det, vi vil have. Dét er unika,” siger hun.

På de spraglede og nøje udvalgte tallerkener vil menuen være simpel, men lækker.

”Det bliver ikke en kæmpe brunch, du skal ind og have her. Det bliver morgenmad som rugbrød med ost og blødkogt ægt eller en koldhævet bolle med skinke”, fortæller Mathilde.

Derudover er der også acaí bowl, grød, avokadotoast med pocheret æg og meget mere i samme stil at finde på menuen.

Nogle anretninger, som de odenseanske søstre selv mener, er en mangelvare i den fynske hovedstad.

”Vi har taget folk med på rejsen på caféens Instagram. Det er for eksempel der, at mange efterspørger smashed avocado med pocheret æg.

Vi har selv spist det i mange år, men vidste ikke, at det var noget, Odense var klar til,” siger Cecilie på 25 år, der er den ældste i søskendeflokken.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Vores acaï bowl er 100 % vegansk 🍇 #cafeunika #albanigade17 #vises

Et opslag delt af Café UNIKA (@cafeunika) den

Kolleger i caféen – søstre i hjemmet

I den ene side af caféen er der flere siddepladser omkring et langbord.

Målet er, at der både skal være mulighed for at være sig selv, men også at komme hinanden lidt ved.

“Jeg boede i London engang, hvor jeg ikke kendte nogen.

Men jeg fik hurtigt et netværk, fordi vi kom hinanden ved omkring de store borde. Det synes vi alle tre er virkelig hyggeligt.

Men det er også bare rart, at der er plads til, at man kan tage ud med en større flok og stadig sidde sammen omkring ét bord,” fortæller Mathilde.

At være samlet omkring et bord er noget de tre søstre sætter stor pris på.

De er alle store familiemennesker, og det indebærer blandt andet fast mandagsspisning med familien.

Det var da også en dag i familiens skød, at en gåtur tilfældigvis slog vejen forbi de tomme lokaler.

”Nathalie sad omme på den anden side af jorden, så hun var med på FaceTime. Vi så lokalet og skrev under samme dag. Mavefornemmelsen var bare helt rigtig”, fortæller Cecilie.

”Ja, vi havde ledt efter et lokale med sjæl og varme, og endelig var det her bare”, siger Mathilde.

”Jeg fik bare et opkald, hvor de sagde: Du er nødt til at komme hjem, lokalet er her nu!”, tilføjer Nathalie.

Nathalie har arbejdet en del i cafébranchen og har i sit sabbatår hjulpet en dansk kvinde med at åbne en café i London.

Her uddannede hun sig også til barista og dykkede ned i kaffens nørdede verden.

Derfor bliver det også i fremtiden hende, der kommer til at styre caféen i dagligdagen.

Søstrene har altid drømt om at åbne en café sammen, og netop nu var timingen perfekt.

Mathilde er netop stoppet på erhvervsøkonomistudiet på SDU, mens storesøster Cecilie, der snart kan kalde sig jurist, er på barsel med sin nyfødte dreng.

”Vi har hver vores force. Jeg har været hovedet bag i forhold til stiftelse af virksomheden og det praktiske. Mathilde er meget æstetikeren, mens Nathalie er meget kendt i caféverden”, fortæller Cecilie.

For nogle vil det måske løbe koldt ned ad ryggen ved tanken om at arbejde side om side med sine søskende. Men for Unika-søstrene falder samarbejdet helt naturligt.

”Det har været en mega hyggelig rejse at tage på som søskende. Man ved, at de vil sige sin mening omkring tingene”, siger Nathalie

Ifølge dem er de gode til at holde tingene adskilt.

”Når vi er her, er vi kollegaer, og når vi tager hjem, er vi søskende”, siger Cecilie.

Albanigade er lovende

Lige nu kører der stadig et utal af larmende maskiner på Albanigade, og selvom cykelstien til tider synes at flytte sig mere end letbanearbejdet, er søstrene ikke i tvivl om områdets potentiale.

”Vi tror og håber på, at Albani bliver det nye upcoming sted”, siger Mathilde.

Og så er der også fordele ved at være med, allerede inden håndværkerne er færdige på Albanigade.

”Vi er trygge ved, at Albanigade ikke spiller endnu. Så har vi lidt tid til at få helt styr på vores rutiner inden”, fortæller Cecilie.

En faktor, der især var vigtig for caféen, var muligheden for at åbne en gårdhave, og netop denne drøm er blevet opfyldt på Albanigade 17.

Derfor serverer caféen også vin, som der snart kan nydes, når den fynske sommer rammer.

Café Unika åbner på Albanigade 17 onsdag den 10. april allerede klokken 7.30.

Del artikel

Andre læser også